SOS International fyret som testleverandør

Kontrakt opsiges med 30 dages varsel

SOS International fyret som testleverandør

Regeringen har adskillige gange italesat vigtigheden af, at der bliver testet bredt - her ved et pressemøde i januar.

Firmaet SOS International fyres som leverandør af lyntest.

Det bekræfter Region Midtjylland over for Ekstra Bladet, hvor direktør Anders Kjærulff bekræfter, at der er kommet adskillige klager over manglende hygiejne:

- Det er alt fra manglende brug af værnemidler, manglende aftørring af områder, og til at der har manglet afspritning. Det kan betyde en enorm smittespredning, når det ikke er i orden, siger han:

- Regionerne er på vegne af borgerne dybt skuffede over at SOS International A/S svigter sine forpligtelser.

Endvidere mener regionerne ikke, at SOS International har formået at komme op på den testkapacitet, som der har været forventet.

Anders Kjærulff fortæller, at der har været holdt flere krisemøder med SOS International, inden det førte til en opsigelse af kontrakten, hvilket sker med 30 dages varsel.

Falck overtager midlertidigt en del af opgaverne, ligesom Copenhagen Group øger kapaciteten.

Gennem den seneste tid har flere medier skrevet kritisk om, hvordan SOS International ikke har haft styr på fortrolige informationer, ligesom hygiejnen har fået kritik.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra SOS International, men indtil videre har selskabet ikke ønsket at kommentere sagen.

SOS International havde kontrakt med Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland.