En grundejer på Strandvejen i Asaa en håndfuld kilometer øst for Dronninglund i Nordjylland er tilsyneladende møgtræt af, at naturelskende og vandre-glade borgere benytter den offentlige sti, som krydser hans grund. Stien er en såkaldt hjertesti og en del af Danmarks længste vandrerute.
Grundejeren har derfor smidt en stor bunke hestegødning midt på stien, så cyklister, vandrere og løbere ikke kan benytte det stykke af naturstien, som krydser hans grund.
Det får nu Brønderslev Kommune til at melde grundejeren til politiet. Samtidig kræver kommunen ifølge formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Karsten Frederiksen (C), at grundejeren selv betaler for oprydningen.
Kredsformand for Friluftsrådet i Vendsyssel, Thomas Elgaard Jensen, siger til Ekstra Bladet, at det sker cirka et par gange om året, at private grundejere i Nordjylland forsøger at forhindre borgere i at nyde naturen på offentlige stier, som krydser deres jord.
De private tiltag sker på forskellig måde - nogle gange med en jernkæde på tværs af stien, andre gange med ulovlige 'Adgang forbudt'-skilte. Det er dog ikke hverdagskost, at en grundejer hælder en dynge hestemøg ud på en sti.
Fældede selv træer og buske
- Sagerne plejer at blive ordnet i mindelighed, siger Thomas Elgaard Jensen og tilføjer, at han har hørt om, at grundejere er blevet truet med politianmeldelse, men at det altid er blevet ved truslen.
- Grundejeren i Asaa har selv fældet de træer og fjernet de buske, som gør, at forbipasserende kan kigge ind på hans ejendom. Han har derfor selv skabt problemet- Men han kan plante nogle nye træer og buske, hvis han vil undgå, at folk kan kigge ind, siger Thomas Elgaard Jensen.
Ejeren har ifølge Brønderslev Kommune forsøgt at blokere for offentlighedens adgang på stien igennem to år. Først med en spærring og et skilt, som han dog fjernede efter en henvendelse fra kommunen tilbage i 2015. Bunken med hestemøg har ifølge Ekstra Bladets oplysninger ligget på stien siden sidste efterår.
Nu er det nok
Formanden for udvalget for Teknik og Miljø i Brønderslev Kommune, Karsten Frederiksen (C), understreger, at kommunen har været meget tålmodige over for grundejeren, men nu har kommunen fået nok.
- Disse naturstier er til for borgerne, som selvfølgelig skal have mulighed for at benytte dem ved at komme ud og nyde naturen og landskabet. Det kan grundejeren i Asaa ikke bare sætte sig ud over, siger Karsten Frederiksen.
Adskillige borgere har på det seneste ytret deres utilfredshed med den usædvanlige afspærring.
- Jeg kunne ønske mig, at hestemøget bliver fjernet, inden vi skriver papirerne til politianmeldelsen i næste uge, men det er der desværre ikke noget, der tyder på. Vi er derfor nødt til at reagere nu, selv om det kan ærgre mig både som privatmand og lokalpolitiker, at vi skal bruge så megen tid og energi på sådan en sag, siger Karsten Frederiksen.