Spanien giver skib med 59 migranter lov til at gå i havn

Malta og Italien afviste at modtage 59 migranter, som lørdag blev samlet op af spansk skib i Middelhavet.

Et skib fra en spansk hjælpeorganisation med 59 migranter om bord har sat kurs mod Barcelona, hvor det forventes at lægge til kaj onsdag.

Forinden havde både Italien og Malta gjort det klart, at de ikke ønskede at modtage skibet.

En talsmand for Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, meddelte lørdag aften, at skibet kan lægge til kaj i Barcelona, skriver nyhedsbureauet AFP.

Tidligere lørdag oplyste hjælpeorganisationen Proactiva Open Arms, at den havde reddet 59 migranter og flygtninge, da de forsøgte at krydse Middelhavet fra Libyen i en gummibåd.

Gummibåden blev spottet i internationalt farvand cirka 55 kilometer fra Libyens kyst, oplyste en journalist fra AP, som befandt sig på et redningsskib i nærheden.

Aktionen har imidlertid udløst et nyt bittert politisk opgør mellem Italien og Malta.

I Italien meddelte indenrigsminister Matteo Salvini ifølge AP, at skibet med migranterne var uønsket.

- Den nærmeste havn er i Malta, og organisationen og flaget (skibets, red.) er spansk. De kan godt glemme alt om anløbe en italiensk havn, skrev Salvini på sociale medier.

Han tilføjede, at de 59 migranter blev reddet inden for den zone, hvor Libyens kystvagt opererer.

Maltas indenrigsminister afviste og skrev på Twitter, at migranterne blev reddet mellem Libyen og den italienske ø Lampedusa.

- Hold op med at udbrede falske oplysninger ved at pege på Malta uden grund, lød det fra indenrigsminister Michael Farrugia i en reaktion på udtalelser fra sin italienske kollega.

Italiens nye regering er begyndt at nægte skibe fra hjælpeorganisationer at lægge til kaj med migranter og flygtninge. Indenrigsminister Salvini varslede fredag, at italienske havne hele sommeren vil være lukket for den slags skibe, skriver AFP.

For to uger siden nægtede Malta og Italien skibet "Aquarius" at lægge til.

Derefter accepterede Spanien at tage imod skibet, der sejlede for den franske organisation SOS Mediterranée og havde samlet 629 migranter op fra gummibåde ud for Libyens kyst.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere