Gennem tre måneder sidste sommer lod en ansat i en spillebutik i Herning sin spilletrang få frit løb for sin arbejdsgivers penge, og det har nu bragt ham en straffesag på halsen.
Herning Folkeblad skriver, at den 31-årige mandag skulle forklare sig i retten i Herning, hvor han står tiltalt for at have snydt sin arbejdsgiver for tæt på 210.000 kroner.
Ifølge tiltalen spillede manden i sin arbejdstid bag disken i spillebutikken for omkring en halv million kroner uden at betale. I alt 498 gange satsede han på forskellige sportskampe, hedder det i anklageskriftet, og han ramte undertiden rigtigt.
Cirka 300.000 kroner vandt han, og de penge gik retur i kassen, hvor der altså til sidst ‘kun’ manglede 210.000 kroner, skriver Herning Folkeblad.
Den 31-årige er desuden tiltalt for bedrageri for 59.000 kroner, som han tilegnede sig via nogle spilleterminaler i butikken.
Han tilstod i første omgang det hele, og sagen skulle mandag være kørt som en tilståelsessag. I retten kunne han dog pludselig ikke erkende samtlige 498 anklagepunkter, og derfor er sagen udsat.
Næste retsmøde i sagen er 19. maj.