Spillede koncerter: Event-kongen vil ikke betale

Dorthe Gerlach og Michael Hartmann har aldrig fået betaling for de koncerter, de spillede til et af Peter Bindners arrangementer i Botanisk Have

Ekstra Bladet har løbende kunne afsløre, hvordan Peter Bindner systematisk rykker folks julefrokoster og nægter at give dem pengene tilbage. Få et hurtigt overblik her. Redigering: Henrik Houlberg.

Det er ikke kun kunderne, der føler sig snydt af Peter Bindner til hans mange arrangementer.

De danske musikere Dorthe Gerlach og Michael Hartmann spillede til arrangementet 'En Romantisk Aften i Botanisk Have 2019', men de har aldrig fået betaling for deres arbejde.

- Vi troppede op og spillede koncerten, som vi altid gør. Så har jeg bare ikke fået nogen hyre efterfølgende.

- Det er ret usædvanligt. Nu har jeg været i musikbranchen i næsten 20 år, og det sker godt nok ekstremt sjældent. Og jeg har aldrig prøvet lige denne model, siger Dorthe Gerlach.

Peter Bindner har gennem hele sin karriere pralet af sine forbindelser til rockere. De var gode at kende, når der var penge-stridigheder. Foto: Mogens Flindt Krimi Event-kongens fortid: Rockerforbindelser og retssager

Artiklen fortsætter under billedet ...

De to musikere har også bandet Hush sammen. Foto: Little Tornado
De to musikere har også bandet Hush sammen. Foto: Little Tornado

Ingen anerkendelse
Peter Bindner forsøgte i starten at bortforklare den manglende hyre.

- Der var alle mulige forklaringer med, at hans revisor var på ferie, og så var hans revisor syg. Så blev den sendt til inkasso og gik hele vejen gennem det system og videre i fogedretten, men efter inkassosagen svarede Bindner, at han 'anerkendte ikke kravet'.

- Den formulering holder han ved - at han ikke anerkender mit krav.

- Hvad er hans baggrund for at sige det?

- Han påstår først nu, at han har lavet en mundtlig aftale om en anden pris.

- Men eftersom der foreligger en underskrevet kontrakt med den oprindelige pris, og jeg har været i Botanisk Have for at spille min koncert, så giver det jo umiddelbart ikke nogen mening, siger Dorthe Gerlach.

Ingen kommentarer

Ekstra Bladet har været i kontakt med Peter Bindner. Han har dog på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til sagen.

- Den sag kan jeg ikke kommentere på, fordi det er en konkret sag, der kører.

- Okay, så det er fordi, det er en igangværende sag?

- Jeg har lige svaret dig, jeg kan ikke svare dig på mere.

- Så du vil ikke sige noget om, hvorfor de ikke har fået deres penge endnu?

- Jeg har lige svaret dig.

Dårlige anmeldelser
Peter Bindner burde dog have råd til at betale kunstnerne for at spille til arrangementet, for der var solgt enormt mange billetter.

- Det er jo ikke, fordi der ikke er kommet penge i kassen den aften. Det var generelt et meget udskældt arrangement. Jeg fik selv mange beskeder på sociale medier fra nogle af mine fans, som var frustrerede over, at der var lukket så mange mennesker ind i Botanisk Have, siger Dorthe Gerlach.

Konceptet for aftenen var, at der var opstillet flere små scener, og så kunne publikum gå rundt en hel aften og høre forskellige korte koncerter.

Læser man anmeldelser fra arrangementet i Botanisk Have, så er det tydeligt at se, at Dorthe Gerlachs fans ikke er alene om den dårlige oplevelse.

Mange kunder fortæller om lange køer, alt for mange mennesker og alt for få drikkevarer.

- Hele konceptet var, at de kunne nå rundt og høre flere koncerter, men det kunne folk ikke, fordi de ikke kunne komme hverken frem eller tilbage. Vognene med drikkevarer kunne heller ikke komme forbi, fortæller Dorthe Gerlach.

Hele vejen
Sagen er overgået til civilretten, hvor Dorthe Gerlach har fået tilknyttet en advokat fra forbundet til at føre sagen videre.

- Lige nu handler det om at få råbt op, for jeg har også set de julefrokost-sager, der har været. Så det handler om at få råbt op om, at der også sker ting i vores branche, hvor jeg i hvert fald ikke har fået mine penge, siger hun.

Se også: Event-konge tjener kassen på at aflyse: Ingen får penge tilbage

Hverken Dorthe Gerlach eller Dansk Artist Forbund overvejer at lade sagen gå i glemmebogen.

- Vi kører sagen hele vejen. Det kunne jo også være, at man blev træt og sagde 'ej, nu gider vi ikke bruge flere kræfter eller penge på det', men jeg synes bare, at det er sindssygt strengt.

- Artistforbundet og advokaten synes det samme, så det er fint. Vi er enige om, at den skal bare køres hele vejen. Han skal i hvert fald ikke have lov til at snyde sig ud af den, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Peter Bindner har fortsat ikke betalt hyren, selvom koncerten blev spillet i sommer. Foto: Mogens Flindt
Peter Bindner har fortsat ikke betalt hyren, selvom koncerten blev spillet i sommer. Foto: Mogens Flindt

Nyt på vej
Peter Bindner har tilsyneladende ikke ladet de mange dårlige anmeldelser slå ham ud, for han er allerede i fuld gang med at sælge billetter til næste års arrangement i Botanisk Have.

Her koster den billigste billet 500 kroner, mens en 'diamant'-billet koster 1500 kroner. 'Guld'-billetterne til 1000 kroner stykket er allerede udsolgt.

- Han er i fuld gang med at sælge billetter til næste års arrangement, og der har jeg jo kollegaer, som skal spille. Det er også lidt derfor, jeg står frem nu, fordi det er vigtigt for mig at advare andre, der skal spille der, om, at man ikke nødvendigvis får sin hyre for det, siger Dorthe Gerlach.

Med hensyn til pengene frygter hun, at der fortsat er lange udsigter.

- Nu er det snart jul, så det kunne da være fint, hvis han nåede at sende pengene inden da.

- Tror du, han gør det?

- Jeg har absolut min tvivl, siger hun.

390 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere