Spredes med rekordfart: Nu invaderes vi af 'Danmarks farligste dyr'

Den spreder sig med lynets hast i sommermånederne. Og den spreder coli-, salmonella- og en masse andre bakterier. Ifølge branche-formand er fluen Danmarks største dræber

Husfluen er Danmarks farligste dyr, mener skadedyrs-formand Claus Schultz.
Husfluen er Danmarks farligste dyr, mener skadedyrs-formand Claus Schultz.

De fleste af os elsker, når det bliver sommer, og det begynder at blive varmt udenfor. Men de færreste af os elsker de ulemper, sommervarmen har i form af insekter, der også trives bedst, når temperaturerne er høje.

Med sommervarmen følger blandt andre insekter fluerne. Faktisk milliarder af dem. De irriterer med deres summen, kilden og drillen, men hvor ofte tænker du over, at fluen, der summer rundt i din stue, kan anses for at være farlig?

Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer og teknisk chef i Rentokil vil endda gå så vidt som at kalde stuefluen for Danmarks farligste dyr. Den kan nemlig have intet mindre end 6000 bakterier på sine fødder. Det er ulækkert, og det kan være sundhedsskadeligt, siger han i en pressemeddelelse.

- Nogle steder i verden er det malariamyggen, der er den største trussel. I Danmark er det i virkeligheden fluen. Den tiltrækkes af affald, af kød og af afføring. Derfor er fluen med til at sprede colibakterier, salmonella og en række andre bakterier, som giver os maveinfektioner og gør os syge, siger skadedyrs-formanden, og uddyber, at fluen udover at sprede bakterier også kaster mavesyre op på maden, for at gøre den spiselig for sig selv.

Nye fluer hver anden uge
Ifølge Claus Schultz vokser antallet af fluer konstant på denne tid af året, fordi en flue typisk kan lægge omkring 1000 æg ad gangen. I sommermånederne kan de nyudklækkede fluer formere sig efter bare 2-3 uger.

- Det afgørende for, hvor plagede vi bliver af fluerne, er hvor mange generationer der kommer hen over sommeren. Jo længere vejret er tilpas varmt, jo flere generationer oplever vi. Men typisk når vi 11-12 kuld i løbet af sæsonen, så vi taler milliarder af stuefluer, alene i Danmark, og specielt på landet kan det være generende, siger han.

Klam buffet
De mange fluer, som søger efter mad, er især noget, man skal tænke over, når man spiser ude. Særligt på steder med buffet er det en god idé at være ekstra opmærksom.

- Når døre og vinduer er åbne i sommervarmen, kan de dufte maden på flere kilometers afstand. hvis en flue får lov at kravle rundt i den lune ret, kan det være decideret ulækkert. Det ville jeg aldrig spise, siger Claus Schultz, der anbefaler, at man i storkøkkener sikrer sig, at de insekter, der kommer ind, bliver dræbt. Mange anvender til det formål en fluefanger med en limrulle.

Claus Schultz 3 gode råd: Sådan forsvarer du dig mod fluerne

  • Hold øje med din mad og dæk den til, hvis du går fra den, specielt hvis der er tale om råt kød eller salat.
  • Hvis problemet er stort, kan du installere fluenet i dine vinduer.
  • Brug ikke en insektketcher i nærheden af maden, da bakterier og insektlemmer bliver spredt rundt.
70 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere