Spritny IKEA sat på pause: Derfor arbejder de alligevel på den kæmpe grund

I slutningen af oktober blev det meldt ud, at byggeriet af IKEA i Esbjerg var sat på pause, men alligevel har der været masser af liv på byggegrunden. Nu forklarer de hvorfor

IKEA i Taastrup bliver dagligt besøgt af hundredvis af mennesker. De må vente lidt i Esbjerg. Foto: Ritzau Scanpix
IKEA i Taastrup bliver dagligt besøgt af hundredvis af mennesker. De må vente lidt i Esbjerg. Foto: Ritzau Scanpix

IKEA i Esbjerg er sat på pause.

Sådan var meldingen fra IKEA Danmark, da de i slutningen af oktober sendte en meddelelse til pressen.

Skidt nyt for de mange vestjyder, der havde set frem til at kunne shoppe i det gigantiske boligmarked, men ændringerne i danskernes forbrugsmønstre og arbejdet på globalt plan med fremtidens varehus betød, at IKEA måtte træde på på bremsen.

Alligevel har borgerne omkring den 55.000 kvadratmeter store byggegrund observeret, at der har været liv på byggegrunden.

Og det er der en ganske god forklaring på. Det skriver JydskeVestkysten.

Det viser sig, at folkene bag Pedersen Gruppen, der solgte grunden til IKEA, har forpligtet sig til at lave tekniske undersøgelser på grunden.

Kender til sagerne
Ekstra Bladet har talt med direktør i Pedersen Gruppen Bjarne Pedersen, der oplyser, at de har valgt at give opgaven til Damasec. Firmaet med base i Ballerup har specialiseret sig i den slags, og de har blandt andet ledt efter sprængstoffer fra Anden Verdenskrig.

- Når du laver sådan en handel, så skal du lave en såkaldt teknisk 'due diligence'. Det omfatter, at man foretager nogle undersøgelser i området for at sikre, at tingene er, som de skal være. Det kan eksempelvis være en undersøgelse af forureningen derude eller bæreevnen på grunden, men i dette tilfælde har vi ledt efter metalstykker, siger Bjarne Pedersen til Ekstra Bladet.

Det skyldes ifølge direktøren, at der tidligere er fundet nogle bombekratere i området, og derfor var Pedersen Gruppen tvunget til at hente hjælp fra København.

- Vi har ikke fundet nogen bomber eller noget i den stil. Det største, man har fundet derude, er nogle metalhjul, der er blevet brugt på nogle gamle skinner. Derudover har de fundet små metalstykker. Nu er det en grund uden metal. Normalt gør man ikke så meget ud af det, men historien i området betød, at vi gjorde lidt ekstra for at få ryddet området, siger Bjarne Pedersen.

Ifølge JydskeVestkysten er årsagen til, at jorden ved Kjersing rummer metaller, at det under Anden Verdenskrig blev anvendt som depot-område for den tyske værnemagt.

Ifølge IKEA var det planen, at varehuset skulle være åbnet i 2021, men den plan er sat på pause.

23 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere