Spritny prognose: Epidemien forventes at udvikle sig over tre måneder

Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort en prognose. Den viser, at epidemien vil udvikle sig over 12 uger og vil toppe halvvejs

Søren Brostrøm forventer ikke, at epidemien har toppet endnu. Video: Ritzau Scanpix

De fleste danskere sidder i øjeblikket med et spørgsmål. Hvor længe varer den her epidemi.

Det er fortsat umuligt at give et entydigt svar på, men Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort en prognose, hvor de forsøger at give svaret.

Her skriver de følgende:

'Epidemien kan forventes at udvikle sig over ca. 3 måneder, med de fleste smittede i den midterste måned. Ved estimering af potentiel sygdomsbyrde ifm. en COVID-19 epidemi i Danmark, skal der tages højde for effekt af evt. tiltag, der har afbødet epidemiens effekt samt for bl.a. befolkningssammensætning, som tager højde for at yngre er mindre syge end ældre osv.'

Prognosen er udarbejdet ved hjælp fra tal i Kina og Italien, og så er den oversat til danske forhold.

- Det er for tidligt et vurdere effekten af de mange iværksatte tiltag der skal mindske smittespredningen i det danske samfund, men vi håber og tror at de kan medvirke til at vi får en mere flad og udtrukket epidemikurve i Danmark.

- Det er ekstremt vigtigt at vi alle efterlever anbefalinger og krav fra myndighederne, så vi kan begrænse smittespredningen, siger direktør Søren Brostrøm.

Statens Serum Institut vurderer, at vi med sikkerhed kan konstatere, at der 10. marts 2020 er sket smittespredning i Danmark, og de har derfor fastsat epidemiens start i Danmark til starten af uge 11.

Dermed kan vi forvente, at coronavirus-udbruddet topper omkring 20. april, mens den kan være drevet over omkring 1. juni.

Samfund Nu er 24 personer med coronavirus døde i Danmark

Samfund Kaos i Madrid: Patienter ligger på gangen

Store udfordringer
Samtidig vurderer Sundhedsstyrelsen, at vi på epidemiens top kan ende i en situation, hvor der ikke er sundhedspersonale og respiratorer nok.

- På epidemiens top vil det blive meget vanskeligt at sikre opretholdelse af den samme høje kvalitet og standard i intensiv behandling, som vi ellers har i Danmark.

- Vi må forvente en række udfordringer, som ikke kun handler om senge- eller respiratorkapacitet samt lagre af lægemidler og medicinsk udstyr, men i meget høj grad vil handle om, at der er tilstrækkeligt med personaleressourcer og –kompetencer. Vi har derfor nedsat en særlig ’COVID-19 Intensiv Task Force’, som sammen med regionerne løbende skal vurdere behov og kapaciteter på tværs af landet, siger Søren Brostrøm.

Epidemien kan dog udvikle sig i forskellige regioner i Danmark, og prognosen vil løbende blive opdateret, som tiden skrider frem, og epidemien udvikler sig.