Spritny prognose: Sådan bliver vejret resten af året

Det bliver mildt vejr med godt med regn i den resterende del af 2015 - først i januar risikerer det at blive rigtig koldt

Mildt vejr, regn og stærk blæst. Den resterende del af året har alle disse ingredienser. (Foto: Holger Bundgaard)
Mildt vejr, regn og stærk blæst. Den resterende del af året har alle disse ingredienser. (Foto: Holger Bundgaard)

DMI har tirsdag udsendt en spritny prognose, der gælder helt frem til januar næste år.

Og som sædvanlig, når efteråret for alvor rammer Danmark, bliver vejret en blandet landhandel med masser af regn og kolde temperaturer, men også med opløftende dage, når solen pludselig titter frem bag de mørke skyer.

I de kommende fire uger bliver det ganske hæderligt efterårsvejr over Danmark.

- Lige nu har vi et højtryk, der giver køligt vejr og en masse skyer og lidt regn, siger energi- og erhvervsmeterolog Martin Lindberg, der står bag både prognosen for den kommende måned og den længerevarende, der gælder til januar næste år.

Tørt vejr og sol
Til gengæld er der gode nyheder fra næste uge, hvor vinden aftager, og der danner sig et stabilt højtryk, der giver tørt vejr og sol.

- Vi får en stabil periode med solskin, hvor det også bliver lidt mildere og kommer lidt over 10 grader i dagtemperatur, siger Martin Lindberg fra DMI.

Prognosen for uge 44 og uge 45 er lidt mere usikker. Det tyder dog på, at vi får mest tørvejr, men de helt pæne solskinsdage, er der langt i mellem.

- Som det ser ud nu, bliver det mildt og tørt, og jeg forventer ikke noget nævneværdig nedbør, siger energi- og erhvervsmeterologen til Ekstra Bladet. 

Når det sidste blad i kalenderen vendes i oktober sker der også et skifte i vejret. November og december bliver begge præget af lavtryk.

Trist og gråt men mildt
Temperaturen vil sandsynligvis ende en til to grader over normalen i begge måneder, og nedbøren bliver noget eller en del over det normale.

- Både november og december ser ud til at blive mildere og vådere end normalt. Jeg regner med, at vi får mange lavtryk ind fra Atlanten over Skandinavien med en vindretning fra syd og vest, siger energi- og erhvervsmeterolog Martin Lindberg, der også fortæller, at vi går en blæsende tid i møde, hvor det ikke kan udelukkes, at vi får en storm.

Til gengæld kan frosthungrende danskere se frem til det nye år, hvor der er gode chancer for at boltre sig i den sneklædte natur,

- Det ser ud til, at der er et skift i januar til et mere højtrykspræget vejr. Derfor kan vi få en periode med sne eller i hvert fald med koldt vintervejr, siger meterologen, der vurderer, at januar kan gå hen at blive noget koldere end normalt.

29 kommentarer
Vis kommentarer