Spritny super-prognose fra DMI: Sol og 20 grader de næste tre uger

- Det er svært at bevare pessimismen, skriver DMI i ny månedsprognose

Så godt bliver vejret

Dagtemperaturer omkring 20 grader og sol og glade dage.

Det er det indtryk, som der vil stå tilbage, når de næste tre uger er gået.

Det fortæller vagthavende meteorolog Thor Hartz til Ekstra Bladet, umiddelbart efter at DMI har lagt sin vejr-prognose for de næste tre uger frem.

Og det er tæt på at være det, som de fleste vil betegne som en super-prognose, som ellers sjældent er set i Danmark.

For der er udsigt til varme og masser af solskin. Meget mere, end vi er vant til på vore breddegrader på denne tid af året.

Vilde og glade solskinsdage
Det er et højtryk over det nordlige Skandinavien, som ikke ser ud til at bevæge sig nogen steder de næste par uger. Og det betyder de vilde og glade solskinsdage med varme strømninger fra sydøst.

- Det ser ud til, at så langt prognoserne går, så ligger højtrykket stabilt på samme sted. Det giver flot vejr i hele landet og dagtemperaturer omkring de 20 grader. Når vi har fuldstændig klar himmel, så brager solen igennem, siger Thor Hartz til Ekstra Bladet.

Rapsmarkerne er begyndt og blomstre, og de næste par uger skal vi mange steder vænne os til at se markerne badet i solskin. Arkivfoto
Rapsmarkerne er begyndt og blomstre, og de næste par uger skal vi mange steder vænne os til at se markerne badet i solskin. Arkivfoto

- Det betyder stabilt vejr de næste to-tre uger, fortsætter Thor Hartz.

Så det gælder med andre ord om at finde solcremen frem, hvis man har tænkt sig at bruge noget af tiden udendørs. Det fortæller Thor Hartz, at der bliver rig mulighed for.

- Vi skal nyde ugerne.

Op mod 25 grader
I de første par dage vurderer DMI, at vi får helt op til 25 grader centrale steder. Eksempelvis i Jylland og Sjælland. Det er stadig sådan, at det bliver noget køligere, hvis man er i nærheden af kyster med pålandsvind.

Torsdag skal en koldfront ind gennem landet. Det kan give en smule regn. Men det bliver kun en kort fornøjelse for regn-elskerne. Allerede fredag vil solen og det stabile vejr vende tilbage.

- Højtrykket vil bygge op igen over den nordlige del af Skandinavien. Det er stort set optimale forhold for os, forklarer Thor Hartz.

Rent vejrteknisk sker der det, at et højtryk nord for os vil skabe strømninger omkring sig selv i urets retning. Det betyder, at der vil komme strømninger fra sydøst ind over Danmark. Og netop mod sydøst er der varmt og stabilt forsommer-vejr.

Det er disse strømninger, som vi kommer til at nyde godt af i ugerne, der kommer.

Godt for badevandet
En god sideeffekt af det lune forårsvejr er også, at havtemperaturerne omkring os får et nøk opad. Lige nu er badevands-temperaturerne mellem 10 og 12 grader. Stadig for køligt til at bade i for de fleste. Men hvis det lune vejr fortsætter - også ind i juni - så er der chance for, at vi får rigtig varme badevandstemperaturer til sommer, hvor behovet for en dukkert er størst.

Der er ifølge Thor Hartz en svag tendens til, at mere ustabilt vejr vil ramme Danmark om fire uger. Ustabilt vejr opstår typisk, når vi får strømninger ind fra vest. Men hvis det skal ske, skal fordelingen af høj- og lavtryk forandre sig totalt.

- Og det er indtil videre meget usikkert, hvordan det vil være om fire uger, forklarer Thor Hartz.

Thor Hartz kan kun komme på en situation, der ville være bedre for vejret i Danmark.

- Det er hvis højtrykket havde ligget lige over os eller lige nord for os. Men som det ser ud nu, er det en relativ optimal situation.

Vejret de næste tre uger

Det skriver DMI:

Vi har udsigt til stabilt, solrigt og ret varmt vejr de kommende ca. tre uger. Dog vil svage fronter passere landet og kortvarigt give os mere skyet vejr med regn eller byger. Sidst i perioden skifter vejret sandsynligvis til lidt køligere og mere ustadigt med lavtryk og fronter.

I denne uge ligger et højtryk nordøst for Danmark. Det giver os en sydøstlig strømning af varm og tør luft. Højtrykket bevæger sig lidt mod nord, og torsdag og natten til fredag passerer en koldfront fra vest med regn, byger og måske torden samt lidt faldende temperaturer. Samlet set bliver uge 19 noget varmere og lidt mere tør end normalt, men især mængden af nedbør kan variere en del.

Vejret i næste uge ser ud til at blive styret af et højtryk mod nord. Det giver os roligt, varmt og solrigt vejr. Lavtryk passerer dog ikke så langt syd for landet, så et par svage fronter når os sandsynligvis fra sydvest. De giver kortvarigt mere skyet vejr og lidt regn eller byger. På dage med solskin får vi typisk temperaturer op omkring 20 grader, mens det på dage med skyer bliver omkring 15 grader. Det bliver fortsat mildt om natten - generelt ned mellem 5 og 12 grader. Overordnet set ender ugen med temperaturer noget over normalen, mens nedbørsmængden ligger lidt under normalen.

Om to uger antyder prognoserne, at vores vejr stadig domineres af et højtryk nord for os. I så fald får vi fortsat mest tørt og solrigt vejr. Dog er der svage tegn på, at køligere og mere ustabilt vejr i perioder kan nå os fra vest eller nordvest. Det betyder, at ugen samlet set ender med temperaturer lidt eller noget over normalen og nedbør lidt under normalen.

Prognosen i uge 22 er meget usikker. Flere prognoser indikerer, at vi skifter over og får vores vejr fra vest. Det betyder mere ustadigt og til tider blæsende vejr med lavtryk og fronter, skyer, regn og byger afløst af perioder med sol. Enkelte prognoser antyder dog, at vores vejr fortsat bliver styret af et højtryk nord for os som i de to foregående uger. Det vil i så fald betyde, at det solrige og mest tørre vejr fortsætter. På nuværende tidspunkt er der størst sandsynlighed for, at vestenstrømningen vinder, og så ender ugen med temperaturer omkring eller lidt over normalen med nedbørsmængder omkring normalen.

25 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere