Sprogjury kårer hvidvask til årets ord

Hvidvask har haft så stor betydning i årets løb, at det løber med titlen som årets ord

Hvidvask har haft så stor betydning i 2018, at Dansk Sprognævn og P1-programmet "Klog på Sprog" har kåret det til årets ord.

Valget blev truffet af en jury i samarbejde med et publikum bestående af lærerstuderende på Campus Carlsberg i København.

Der var i alt nomineret 500 ord til kåringen, som Dansk Sprognævn og radioprogrammet sorterede ned til ti.

De sidste seks ord, der var med i opløbet, var identitetspolitik, habitbandit, hvidvask, plantekød, samtykke og borgerforslag.

I slutspurten røg plantekød dog ud, og finalen stod mellem habitbandit og hvidvask. Sidstnævnte løb med kåringen med stemmerne tre mod to hos juryens fem medlemmer.

Her sad politikerne Alex Ahrendtsen (DF), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Henrik Lorentzen fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Sabine Kirchmeier fra Dansk Sprognævn og programmets vært, Adrian Hughes.

Ordet blev valgt med henvisning til sagen om hvidvask i Danske Bank. Flere af medlemmerne i juryen sagde efterfølgende, at de ikke var overraskede, da hvidvask har fyldt meget i 2018 både i Danmark og i Europa.

I marts sidste år begyndte Berlingske at skrive om mistænkelige forhold i Danske Bank. Igennem den estiske filial strømmede knap 1500 milliarder kroner, hvoraf en stor del er betegnet som mistænkelige penge.

Sagen er blevet undersøgt både i Danmark, Estland, Storbritannien og af amerikanske myndigheder.

Banksagen har også fået stor offentlig interesse og endte altså med at sætte sig så godt fast, at det blev årets ord.

Det er lytterne til radioprogrammet, som nominerer ordene til prisen. Ordene skal være nogle, som de mener, har været kendetegnende for året, der gik.

Programmet har kåret Årets Ord siden 2008. Sidste år var det ordet kvindelandsholdet, der løb med sejren.

Her er listen over de ord, som er kåret, og nogle af de ord, som var tæt på at blive valgt, og som kendetegner det pågældende år:

* 2008: Udlændingeservice.

* Andre ord fra samme år: Stein Bagger, leasingkarrusel, poke, olympisk bryllup, waterboarding, visitationszone.

* 2009: Lømmelpakke.

* Andre ord fra samme år: Lømmelfængsel, klimafængsel, klimabølle, klimatopmøde, perle, friværdisorgasme, max, stener, nedern, kirkeasyl, finanskrise, CO2-neutral.

* 2010: Vuvuzela.

* Andre ord fra samme år: Kødklister, hjælpepakke, askesky, WikiLeaks, udkantsdanmark, sparekniv, cafépenge, hjertestarter.

* 2011: Arabisk forår.

* Andre ord fra samme år: Spindoktor, assimilation, vejvrede, fedtafgift, tilbagerulningsreform, villyarder, kickstarte, løftebrud, fattigdomsydelse, mobbepolitik.

* 2012: Stenalderkost.

* Andre ord fra samme år: Løftebrud, akutjob, skodjob, fattigkarina, ballonpenge, samfundssind, omstillingsparat, fremadrettet, hipster, 20-20-plan, ny nordisk, grødtrend.

* 2013: Undskyld.

* Andre ord fra samme år: Bilagsrod, bybi, stormturist, hashtag, gastroseksuel, partihopperi, kønskrans, præmieperker, ghettodigter, stormturisme, selfie, "en Allan", "omg.", seriøst, svingdørsregering, twerking, snap, yolo.

* 2014: MobilePay.

* Andre ord fra samme år: Nødløgn, girafgate, Jensen, gardenguerillas, byhaver, regnbueaktivist, Marius, konkurrencestat, spornoseksuel, gør-det-selv-frifindelse, IS.

* 2015: Flygtningestrømme.

* Andre ord fra samme år: Befolkningskløft, deleøkonomi, flygtningestrømme, fredsring, godhedsselfie, grænse, klimaaftale, lovstorm, migrant, rumviking, venligboerne.

* 2016: Danskhed.

* Andre ord fra samme år: brexit, smykkelov, dansker, eliten, faktaresistens, postfaktuel, prekariatet, skam, hævnporno, topskat, trumpisme, disruption, rotterede, neger.

* 2017: Kvindelandshold.

* Andre ord fra samme år: Disruption, kvotekonge, krænkelseskultur, fake news, #Metoo, bandekrig, bitcoin, dab, grønlænderstiv, clickbait.

* 2018: Hvidvask.

* Andre ord fra samme år: Plantekød, habitbandit, samtykke, identitetspolitik, krænkelseskultur, løvfaldssommer, fupnyt.

Kilde: DR.

46 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere