Stadig sort skærm: Nu er rådhusklokkerne og '90 års fødselsdag' i fare

Yousee arbejder på højtryk for at få fikset fejlen, men de kan ikke garantere, at de når det inden midnat

Yousee kan ikke garantere, at signalet er oppe klokken 24.00. (Foto: Stine Tidsvilde)
Yousee kan ikke garantere, at signalet er oppe klokken 24.00. (Foto: Stine Tidsvilde)

Først var det dronningens nytårstale. Nu er det måske både den klassiske sketch '90 års fødselsdag´og Rådhusklokkerne, som Yousee-kunder risikerer at gå glip af.

Sidst på eftermiddagen blev der sort skærm hos Yousee-kunder over hele landet, og tv-udbyderen har stadig ikke fået rettet op på fejlen.

- Vi arbejder selvfølgelig på højtryk med at få fikset fejlen. I første omgang regnede vi med, at den var ordnet klokken 21.30, men vi kan ikke garantere dette, siger kommunikationsansvarlig hos Yousee Tine Gutfelt til Ekstra Bladet.

- Men er signalet oppe at køre, når rådhusklokkerne ringer, og '90 års fødselsdag' bliver sendt. Det er jo en fast tradition hos mange danskere?

- Det kan vi ikke garantere. Vi vil ikke love noget, men vi arbejder så hurtigt, som vi kan, siger Tine Gutfelt.

Yousee havde tidligere i dag ikke kun problemer med sit antennesignal men også med sin app, som de ellers henviste til. Appen gik ned, da den blev overbelastet af de mange brugere.

- Vi er super kede af det, og vi beklager selvfølgelig dybt. Det er utrolig ærgerligt, at det sker netop i aften, fortæller Tine Gutfelt.

Tv-udbyderen henviste derefter til dr.dk, som streamede dronningens nytårstale, men også DR's hjemmeside gik ned på grund af presset fra de mange Yousee-kunder. Det betød, at mange danskere måtte høre talen på radio.

Danmarks Radios hjemmeside skulle efterfølgende være kommet op at køre igen efter nedbrudet.

295 kommentarer
Vis kommentarer