Stadil-virksomhed konkurs: Underskud på 41 millioner

Virksomheden TS Chartering, der ejes af Christian Stadil, er blevet tvangsopløst efter en årrække med røde tal på bundlinjen

TS Chartering er en shipping-virksomhed under Christian Stadils Thornico-konglomerat, som også Hummel er en del af. Foto: Kenneth Meyer
TS Chartering er en shipping-virksomhed under Christian Stadils Thornico-konglomerat, som også Hummel er en del af. Foto: Kenneth Meyer

Shipping-virksomheden TS Chartering, som ejes af Christian Stadil, er blevet sendt til tvangsopløsning af Erhverstyrelsen efter en årrække med negative resultater, skriver Finans.

Virksomheden, som er et Odense-baseret datterselskab under Stadils Thornico-konglomerat, blev stiftet i 2012 og har i hvert regnskabsår siden oprettelsen leveret negative resultater.

TS Charterings seneste regsnskab, som er fra 2017, viste et underskud på 41 millioner kroner.

Thomas Mikkelsen, der er adm. direktør i Thorco Projects, som er en beslægtet virksomhed til TS Chartering, bekræfter hændelsen over for Finans.

- Det er egentlig meget udramatisk. Der var fem skibe i virksomheden, som nu er afleveret tilbage til rederne. Dermed er aktiviteterne og eksistensberettigelsen væk, hvorfor vi har valgt at lukke virksomheden, siger han.

TS Chartering har ikke haft en bestyrelse siden juni måned, da virksomheden stoppede driften tidligere i år.

- Det er lidt overraskende for os, at det er endt med en konkursbehandling, for vi har ellers forsøgt at opløse virksomheden på almindelig vis. Der har dog været nogle uoverensstemmelser, der har gjort, at det er blevet sådan her, og så må vi arbejde ud fra det, siger Thomas Mikkelsen.

Han ønsker ikke at uddybe, hvilke uoverensstemmelser der skulle være tale om.

58 kommentarer
Vis kommentarer