Staten sælger ud: Nu kan du købe campingplads ved siden af berømt badehotel

Vil du ikke bare være herre i egen campingvogn, men også på egen campingplads, har du nu chancen

Svinkløv Camping er en af flere campingpladser, som staten nu sælger. Den ligger med udsigt over Jammerbugten. Foto: Ritzau Scanpix
Svinkløv Camping er en af flere campingpladser, som staten nu sælger. Den ligger med udsigt over Jammerbugten. Foto: Ritzau Scanpix

Far har banket pløkkerne til forteltet i, ungerne er forsvundet, roen sænker sig og der er kaffe på kanden. Ahh ... Campinglivet.

Og så sker det. Igen. De uregerlige møgunger i campingvognen ved siden af er i vandpistolkrig, naboens hund bliver ramt og bjæffer, og naboen råber op. Freden er brudt.

Men tænk hvis du kunne eje din helt egen campingplads?

Det har du faktisk muligheden for nu, hvor staten sælger ud af deres naturpladser rundt omkring i landet. En af dem, hvor statens ejendomsselskab Freja, netop har banket et 'til salg'-skilt i jorden, er Svinkløv Camping i Nordjylland.

Berømt nabo
Som navnet antyder ligger det en ejendomsmæglerspytklat fra det historiske Svinkløv Badehotel, der nedbrændte natten til 26. september 2016, og genåbner denne sæson.

Den nye ejer af campingpladsen får under ti minutters gang til det berømte badehotels anerkendte restaurant, og derudover ligger Svinkløv Camping tæt på Fjerritslev og 'Gutterne fra kutterne'-hjemstedet Thorup Strand.

SE OGSÅ: Dansk kulturhistorie brændte ned: Har gennemgået fantastisk forvandling

Campingpladsen er omkranset af et kuperet skovterræn og er en naturcampingplads, der ligger få hundrede meter fra Vesterhavet.

Hvis du alligevel skulle komme til at savne dine campingnaboer, er der 318 standpladser og ti hytter, som du enten kan udleje eller måske bruge til at holde en gigantisk havefest med overnatning for dine venner.

Koster knap 10 millioner
Får du en øl eller to ved campingsættet i forteltet, er der også mulighed for at slå en streg andre steder end i hækken. Der følger både toilet- og badebygninger med, ligesom der er en reception og en mindre butik, står der i salgsmaterialet.

Er du egentlig ikke så pjattet med at ligge i telt eller vogn, byder campingpladsen også på en bolig til den nye ejer.

Du bliver bare nødt til at vente lidt med at flytte ind. Pladsen er forpagtet ud indtil 31. december 2019.

Fristet? Så må du nok en tur i banken. Campingpladsen koster 9.500.000 danske kroner.

Siger bankrådgiveren nej, er der stadig håb forude. Staten har fem campingpladser til salg, hvor flere kan blive din for en noget mindre pris. For eksempel koster Rødhus Klit Camping 3,8 millioner kroner, mens Høve Strand Camping kan blive din for under en million.

SE OGSÅ: Hvor mange kan der være i den her campingvogn?

80 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere