Statsejet fond støtter handel med skandaleramt mineselskab

Den statsejet fond EKF og Jyske Bank har støttet dansk handel med det brasilianske mineselskab Vale, der står bag flere dødbringende miljøkatastrofer. Vale er sortlistet hos flere store pensionsselskaber

19 brasilianere mistede livet i Mariana i 2015, da Vales dæmning gav efter. Det lærte mineselskab dog ikke meget af. Fire år senere indtraf endnu en miljøkatastrofe, der kostede endnu flere menneskeliv. Foto:  REUTERS/Ricardo Moraes
19 brasilianere mistede livet i Mariana i 2015, da Vales dæmning gav efter. Det lærte mineselskab dog ikke meget af. Fire år senere indtraf endnu en miljøkatastrofe, der kostede endnu flere menneskeliv. Foto: REUTERS/Ricardo Moraes

Et mudderhav gled i 2019 henover det brasilianske landskab i Brumadinho. Da man fulgte sporet af mudder, der tog 270 menneskeliv med sig, var kilden en gammel kending.

For anden gang på fire år gik der hul på en af dæmningerne ejet af det brasilianske mineselskab Vale med katastrofale følger.

Det kunne flere udenlandske medier dengang beskrive.

Det har dog ikke holdt den statsejede kredit-fond EKF fra at støtte dansk handel med virksomheden, hvor 16 blev anklaget for mord efter katastrofen i 2019.

Fondens formål er at støtte danske virksomheder i udlandet, der ikke altid kan få økonomisk hjælp i de lande, som de opererer i.

De har stillet en garanti på seks millioner kroner til et lån i Jyske Bank ifølge en kommende rapport fra Just Finance Programmet af VedvarendeEnergi, som Ekstra Bladet kender til indholdet af.

Lånet skal finansiere danskudviklet kommunikationsudstyr, der i sidste ende skal bruges af mineselskabet.

Vale er, efter de to miljøkatastrofer, der både forurenede massive områder og slog ihjel, blevet sortlistet af flere store pensionsselskaber i Danmark.

Derfor endte de på den sorte liste

Læs her, hvorfor flere har valgt at sortliste det brasilianske selskab.

”Vi ønsker ikke at investere i selskaber, der overtræder vores politik for ansvarlige investeringer. I det her tilfælde havde selskabet både været involveret i flere ulykker og havde store udfordringer med minedriften, som gik hårdt ud over lokalbefolkningen i Mozambique. Og da vores dialog med selskabet ikke første til de ønskede forandringer, valgte vi at ekskludere det.”

Jens Munch Holst, administrerende direktør, AkademikerPension

- 'Vale SA har haft gentagende udfordringer med deres dæmninger, hvilket har haft store omkostninger for lokalsamfundene, flere mennesker har mistet livet, mens det har været en miljømæssig katastrofe. Derudover har ledelsen i Vale SA ikke ageret tilstrækkeligt.'

Erik Eliasson, chef for ansvarlige investeringer i Danske Bank.

- 'Meget peger på, at ulykkerne og de enorme miljøskader og tab af menneskeliv muligvis kunne være undgået, men at selskabet svigtede sit ansvar for dæmningernes sikkerhed og slet ikke lærte af sine fejl mellem de to kollapser.'

Rapport fra ATP.

Vil stramme op
Ekstra Bladet har stillet en række spørgsmål til EKF.

Den statsejede fond hæfter sig ved, at den danske handel er med en brasiliansk tele-virksomhed, der så lejer det ud til Vale.

Fonden erkender dog, at det klart fremgik i den konkrete sag, at udstyret skulle bruges til minedrift – også selvom køber var et telekom-selskab.

 - Det er en fejl, at sagen ikke er blevet ESG-vurderet, da mineselskaber hører til højrisiko-sektoren,' skriver chef for ESG i EKF Kristin Parello-Plesner.

- 'Der er tale om en intern misforståelse i denne sag, og vi vil stramme op på vores procedurer for at undgå lignende misforståelser i fremtiden', skriver hun.

Ifølge en kommende rapport fra Just Finance Programmet af VedvarendeEnergi blev der dog ikke krævet en dybdegående miljørisikovurdering ved 89 procent af EKFs projekter i 2019-2020.

Hvad betyder ESG?

E for Environmental (miljø)

S for Social (sociale forhold)

G for Governance (god selskabsledelse).

Jo bedre et selskab klarer sig på de tre områder, desto mere ansvarligt vurderes det at være.

Princippet er, at selskaber skal klare sig godt på overstående, hvis pensionsselskaber eller fonde have interesse i at investere i dem. 

Kilde: Sydinvest.dk

Der blev desperat gravet efter forsvundne borgere efter, at Mariana blev tildækket af mudder i 2015. Foto: Ricardo Moraes
Der blev desperat gravet efter forsvundne borgere efter, at Mariana blev tildækket af mudder i 2015. Foto: Ricardo Moraes
 

Håber det kan redde liv
Både EKF og långiveren Jyske Bank mener, at udstyret vil gavne sikkerheden i minerne.

'Minedrift er en højrisiko-sektor, men netop derfor er det vigtigt, at danske virksomheder, der kan være med til at mindske den risiko, kan være konkurrencedygtige og få deres produkter ud i verden. Det er det, vi er sat i verden for,' skriver EKF og fortsætter:

'Vi understøtter investeringer i kommunikationsanlæg til Vales netværksoperatør, da det dels vil forbedre mulighederne for at undgå fremtidige ulykker, dels kan medvirke til at redde menneskeliv, hvis en ulykke måtte indtræffe igen,' skriver Jyske Bank.

Afhængig af risikabel minedrift
Selvom Vale ad flere omgange har været en af Brasiliens mest forhadte virksomheder, så står mineselskabet stadig stærkt den dag i dag ifølge lektor i brasilianske studier på København Universitet, Georg Walter Wink.

- På trods af at de står bag de to største miljøkatastrofer i Brasiliens historie, så er mange områder afhængige af den arbejdskraft, som minedrift skaber siger han.

Lektoren pointerer også, at Vale før i tiden var en national stolthed, der dog i 90'erne gik fra at være statsejet til at blive solgt for slik til det private.

Der var store protester tilbage i 1997, da den brasilianske regering foreslog at privatisere mineselskabet Vale. Foto: Aestado-Jose Paulo Lacerda
Der var store protester tilbage i 1997, da den brasilianske regering foreslog at privatisere mineselskabet Vale. Foto: Aestado-Jose Paulo Lacerda
 

Den økonomiske krise i Brasilien betyder også, at desperationen efter profit får virksomheder som Vale til at tage chancer.

- De store krav om billig og effektiv minedrift har konsekvenser for sikkerheden, fortæller Georg Walter Wink.

Ansvaret ligger ifølge eksperten hos skiftende regeringer, der har gået mere op i at udvinde naturressourcer end i at beskytte miljøet og lokalbefolkningen.