Stig og Morten har regnbueflag i haven: 'Usmageligt'

En anonym nabo har smidt et brev i postkassen hos Stig og Morten Wittrock

Stig og Morten Wittrock er gift og har under Copenhagen Pride valgt at flage med et regnbueflag i deres private have. Det har fået en nabo til at klage. Privatfoto
Stig og Morten Wittrock er gift og har under Copenhagen Pride valgt at flage med et regnbueflag i deres private have. Det har fået en nabo til at klage. Privatfoto

Copenhagen Pride Week plejer at være en lang fest og hyldest af frisind og åbenhed, og især området omkring Rådhuspladsen i København viser i disse dage, at mange tager del i løjerne.

Men hos Morten og Stig Wittrock, Valby, er stemningen ikke nær så god, som den burde.

Ægteparret valgte i tirsdags at sende et regnbueflag til tops i haven i Akacieparken på en fire meter høj teleskopstang. Det har fået en anonym beboer i nærheden til torsdag at lægge et brev i parrets postkasse.

- Vi valgte at sætte flaget op for at fejre, at vi skal til pride, men også for at vise respekt for mangfoldigheden, siger Stig Wittrock til Ekstra Bladet.

Den anonyme nabo synes tilsyneladende ikke, at der er så meget at fejre.

Den utilfredse nabo har lagt et brev i postkassen hos Morten og Stig Wittrock. Privatfoto
Den utilfredse nabo har lagt et brev i postkassen hos Morten og Stig Wittrock. Privatfoto

- Jeg synes, det er højest upassende, at I flager med et prideflag, skriver naboen.

- Om I er bøsser eller ej, kommer ikke andre ved, og hvad I laver bag jeres døre, kommer ikke andre ved. Men at I reklamerer med det ved at hænge flag op i jeres have, som alle vi andre kan se, er usmageligt, skriver naboen videre.

Til sidst skriver den anonyme:

- Derfor vil vi hermed henvise til den gensidige respekt for sine medbeboere og hermed sætte pris på, at I hurtigst muligt får taget det flag ned, da ikke alle deler jeres usmagelige tilbøjeligheder.

Brevet er underskrevet 'flere af jeres naboer i Akacieparken'.

Stig Wittrock ærgrer sig.

- Jeg havde egentlig ikke forventet, at folk havde reageret sådan. Jeg havde nok forventet, at folk havde respekteret det, siger Stig Wittrock.

Han fortæller, at regnbueflaget i sig selv ikke blot handler om homoseksualitet.

Sådan ser regnbueflaget ud i Morten og Stig Witttrocks have. Det er sat op på en fire meter lang teleskopstang. Privatfoto
Sådan ser regnbueflaget ud i Morten og Stig Witttrocks have. Det er sat op på en fire meter lang teleskopstang. Privatfoto

- Egentlig symboliserer det mangfoldighed. Jeg synes, man skal respektere, hvordan man er som person. Om man er homo, trans eller går med burka eller niqab, så bør man respektere det andet individ. Det er, hvad mangfoldighed står for, siger Stig Wittrock.

Stig Wittrock har valgt at lægge et opslag på sin Facebookprofil. Her viser han et billede af brevet, som han modtog, og af det regnbueflag, som er sat op i haven.

Opslaget er blevet kommenteret flere tusinde gange. De fleste giver udtryk for, at den anonyme nabos holdning ikke hører til i 2018.

De mange kommentarer og delinger glæder Wittrock-parret.

- Vi har været ude i en megalovestorm, og det varmer så meget. Der er så mange, der har kommenteret opslaget, at det er helt uoverskueligt at forsøge at svare alle. Så det har vi ikke kunnet gøre. Vi troede ærlig talt ikke, at det ville gå så bananas, siger Stig Wittrock til Ekstra Bladet.

Stig og Morten Wittrock har i flere år gjort meget ud af pride-arrangementer. Her deltager parret i London Pride i 2017. Privatfoto
Stig og Morten Wittrock har i flere år gjort meget ud af pride-arrangementer. Her deltager parret i London Pride i 2017. Privatfoto

Regnbueflaget blev sat op i tirsdags. Når Copenhagen Pride week er slut, skal det efter planen tages ned.

- Ja, det er planen, men nu bliver jeg da lidt i tvivl. Faktisk er der flere af mine andre naboer, som siden har valgt at flage med regnbueflag, så der nu er i hvert fald tre regnbueflag i kvarteret, siger Stig Wittrock.

1027 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere