Stigende smitte i Israel på trods af tredje vaccinestik

Israel står overfor en mulig nedlukning, selvom landet som de første tilbyder en såkaldt vaccine-booster. Det er dog vigtigt at skelne mellem smittede og alvorligt syge, påpeger dansk ekspert

Israel håber på at undgå endnu en lockdown, hvis flere lader sig vaccinere. Foto: Ammar Awad/Reuters/Ritzau Scanpix
Israel håber på at undgå endnu en lockdown, hvis flere lader sig vaccinere. Foto: Ammar Awad/Reuters/Ritzau Scanpix

Israel er det første land til at give et tredje stik af coronavaccinen til personer over 60 år. Alligevel er smitten støt stigende i landet.

I mandags registrerede Israel lige under 6000 nye smittetilfælde for første gang siden februar. Heraf var næsten 400 af tilfældene alvorlige.

Det skriver nyhedsmediet Voice of America.

Professor Salman Zarka, en førende israelsk epidemiolog, siger, at landet nærmer sig et kritisk punkt.

Derfor opfordrer til, at alle, der har mulighed for det, lader sig vaccinere - ikke kun for deres egen skyld, men som et symbol på samfundssind. Zarka har sagt, at det ikke kan stoppe coronavirus, men flere vaccinerede kan forhindre en fjerde lockdown, som landet lige nu står overfor.

I næste måned genåbner skolerne, og der er flere jødiske helligdage, hvor familier samles, og mange går i synagoge. Her forudser nogle embedsmænd, at en lockdown kan ramme. Andre siger, at såfremt flere israelere lader sig vaccinere og bruger mundbind, vil antallet af alvorlige coronatilfælde falde, og dermed kan en nedlukning undgås.

Artiklen fortsætter under billedet...

I Israel har 700.000 borgere modtaget deres tredje stik med en corona-vaccine.Foto: Menahem Kahana/Ritzau Scanpix
I Israel har 700.000 borgere modtaget deres tredje stik med en corona-vaccine.Foto: Menahem Kahana/Ritzau Scanpix
 

Grund til at kigge på antallet af alvorligt syge
Ekstra Bladet har talt med Christian Kanstrup Holm, forsker i immunologi og virologi ved Aarhus Universitet, der påpeger, at det er relevant at kigge på netop de alvorlige tilfælde. Det er nemlig vigtigt at skelne mellem smitte og sygdom.

- Formålet med vaccinen er ikke nødvendigvis at forhindre smitte, men at folk bliver syge. Derfor kan smitten godt stige, uden at folk bliver syge, og det er det, der er det vigtige her.

- Jeg tvivler på, at særlig mange af dem med et tredje stik er blevet alvorligt syge, uden dog at have set tallene, siger Christian Kanstrup Holm.

Spørger man eksperten, om det kan blive aktuelt med at tilbyde danskere et tredje stik af coronavaccinen, såfremt endnu en bølge af coronavirus skulle ramme til efteråret, kan det være en god idé.

- Det er jo sådan med virusser, at de ændrer sig en smule hele tiden. Derfor vaccinerer vi også ældre borgere mod influenza hvert år, og det samme kan gøre sig gældende med coronavirus. Det ville der ikke være noget underligt i, siger han.

Ifølge Christian Kanstrup Holm afhænger det også af, hvordan man har reageret på de første to stik. Hvis man har dannet nok antistoffer i kroppen, er det ikke sikkert, at det er nødvendigt med en booster.

- Man kan teste, om folk har dannet nok antistoffer, og så derefter vurdere, om de skal have et tredje stik eller ej. Spørgsmålet er, om det er besværet værd at teste folk, eller om man bare skal tilbyde dem en vaccine, siger han.

Så langt er vi nået med covid-19-vaccinationerne

Så langt er vi nået med covid-19-vaccinationerne