'Stikker'-app udløste ramaskrig: Nu kan den koste dig dyrt

Securitas har påbegyndt et samarbejde med appen Parkeringskompagniet, som udløste stor kritik tidligere på året

Se her, hvordan app'en virker.

Da Parkeringskompagniet tidligere på året gik i luften med en app med konceptet om, at man som privatperson selv kan agere p-vagt på sine egne private områder, skabte det røre i den danske befolkning. Her blev den blandt andet udråbt som et 'stikker'-redskab.

Nu vil danskerne dog muligvis opleve at blive konfronteret med appen langt mere i dagligdagen.

Parkeringskompagniet har nemlig indgået et samarbejde med den store, internationale virksomhed Securitas, der tilbyder ydelser indenfor security service, eksempelvis alarm- og vagttjenester.

Det skriver TV2 Østjylland.

Over for Ekstra Bladet bekræfter John Birkmose-Andersen, der er strategisk partnerchef i Securitas, at de har valgt at indgå et samarbejde med den meget omdiskuterede parkerings-app.

- Vi forholder os ikke til den kritik, der har været i medierne. For os har det været selve systemet, og hvad det skal gøre, der har været det vigtige, siger han til Ekstra Bladet.

Han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, men henviser i stedet til det, han tidligere har udtalt til TV2 Østjylland.

Artiklen fortsætter under billedet...

Appen gør det muligt for private selv at uddele p-bøder. Foto: Parkeringskompagniet
Appen gør det muligt for private selv at uddele p-bøder. Foto: Parkeringskompagniet

Skal tjekke biler
Her fortæller John Birkmose-Andersen, at samarbejdet i praksis vil betyde, at Securitas' servicevagter fremover vil kontrollere, at folk overholder P-områdets regler og indberetter eventuelle overtrædelser til Parkeringskompagniet.

- Vi synes, det er en dynamisk virksomhed, der har en ny og anderledes måde at gøre tingene på. De er meget kundeorierenteret og servicemindet, og så har de en meget, meget enkel administration, siger John Birkmose-Andersen til TV2 Østjylland.

Parkeringskompagniet vil rent praktisk stå for opsætning af skilte, service og udstedelse- og inddrivelse af afgifter.

'Selvom p-afgifter er en naturlig del af vores branche, så behøver man ikke udstede en afgift, fordi handicapskiltet ikke ligger i vatter i forruden eller være efter beboere, som er i gang med at læsse frostvarer og unger af derhjemme', siger Kasper Daae, der er partner i Parkeringskompagniet, i en pressemeddelelse og fortsætter:

'De værdier deler Securitas med os, og derfor er vi helt trygge ved, at de fremover vil føre p-kontrol på vegne af os, og vi håber at dette partnerskab kan vokse mere end blot i Danmark'.

Deler i porten
Parkeringskompagniet er allerede registreret som et parkeringsselskab, hvilket betyder, at de lovligt kan uddele bøder i samarbejde med deres kunder.

Til Ekstra Bladet har direktør i Parkeringskompagniget Kasper Daae tidligere fortalt, at de hos firmaet ikke ser sig selv som en 'stikker-app', som mange har udråbt dem som.

- Mange har troet, at vores app gav enhver lov mulighed for at stikke rundt i byen og uddele bøder til folk, der holder et par centimer udenfor kridtstregerne - sådan er det ikke, lød det fra direktøren.

Det er kun registrerede kunder, der ejer privat grund, der har mulighed for at give bøderne. Herefter er det Parkeringskompagniet, som står for at inddrive pengene.

- Vi udbetaler 50 procent af agiftsbeløbet. Efter skat svarer det til, at vi får 300 kroner, og de får 300 kroner, lyder det videre.

Sådan virker det

1. Du indtaster nummerpladen på den bil, der holder ulovlig parkeret i Parkeringskompagniets app Beboer Parkering.

2. Du tager et billede, der dokumenterer den ulovlige parkering.

3. Du sender billedet samt nummerpladeinformationer afsted i app'en.

4. Du udskriver en fysisk bøde og placerer i vinduet.

Personlig interesse i spil
Tidligere har FDM udtrykt kritik af appen.

- Man deler pengene i porten, og det betyder, at den enkelte vagt får noget i provision. Så man har jo en direkte personlig interesse i, at der bliver pålagt en afgift, har juridisk konsulent hos FDM Dennis Lange tidligere sagt til TV2 Østjylland.

Den påstand bekymrer dog ikke Kasper Daae.

- Selvfølgelig kan det være en forretning for vores kunder, men vi kan ikke gøre for, at folk vælger at parkere deres bil ulovligt. Hvis du parkerer på en af vores pladser, kan du ikke undgå at se, at man skal betale, sagde Kasper Daae tidligere til Ekstra Bladet.

Ikke en stikkerlinje
I fremtiden er Parkeringskompagniets vision, at de kan være med til at ændre branchen helt.

- Vi er et bedre alternativ end den løsning, hvor et kamera bare sidder og skriver bøder ud, der allerede er på vej. Os kan man i det mindste tale med, har direktøren tidligere udtalt.

- Hvis folk holder ulovligt på en privatejet plads, kan jeg ikke se, at man skulle være en stikker, hvis man giver dem en bøde for at lade være. Jeg sover godt om natten, lød det videre fra Kasper Daae.

Det har i skrivende stund ikke været muligt at få en kommentar fra Parkeringskompagniet i forhold til samarbejdet med Securitas.

97 kommentarer
Vis kommentarer