Stjålet computer med følsomme oplysninger ikke låst inde: - Det er en skandale

På en af de computere, som blev stjålet på rådhuset i Gladsaxe Kommune, lå der personlige oplysninger på omkring 20.000 borgere i kommunen. Computeren var ikke gemt ned eller låst inde

Mange personer har sin daglige gang på rådhuset i Gladsaxe, og derfor kan det lade sig gøre, at nogen kommer ind, hvor de ikke skal. Foto: Thomas Vilhelm
Mange personer har sin daglige gang på rådhuset i Gladsaxe, og derfor kan det lade sig gøre, at nogen kommer ind, hvor de ikke skal. Foto: Thomas Vilhelm

En medarbejder hos Gladsaxe Kommune har dummet sig gevaldigt, da vedkommende gemte et regneark lokalt på en computer og efterlod den på et kontor.

I regnearket lå nemlig personoplysninger på 20.000 borgere i kommunen, og den computer, som regnearket lå på, er nu blevet stjålet sammen med tre andre computere.

Oplysningerne omhandler ting som personnummer, alder, køn, adresse og familiære forhold. I nogle tilfælde også kommunale ydelser, oplysninger om botilbud for eksempel fysisk handicappede samt medlemskab af folkekirken.

Se også: Computer stjålet med 20.000 borgeres personlige oplysninger

Ikke gemt ned eller låst væk
Ulla Baden er kommunikationschef hos Gladsaxe Kommune, og hun forklarer, at det ikke er usædvanligt, at der bliver stjålet ting fra rådhuset.

- Hvordan kan de overhovedet komme ind og tage de her computere?

- Et rådhus er jo et sted, hvor der kommer borgere, og hvor der går en masse mennesker, og det kan derfor godt lade sig gøre, at nogen får sneget sig ind nogle steder, hvor de ikke skal være. Det må jo være det, der er sket her, for vi har ikke haft indbrud.

- Vi kan konstatere, hvornår der er arbejdet på den her computer sidst, og hvornår den er væk. Så i det tidsrum er den blevet fjernet fra et kontor.

- Der er forskellige åbne aktiviteter, som gør, at hvis man er uheldig, kan man ikke på den måde undgå, at der indimellem bliver stjålet noget på rådhuset. Derfor skal vi selvfølgelig også passe på vores ting.

- Har computerne ikke stået i et aflåst lokale?

- Det kan de sagtens have gjort, og så er man kommet ind ad en omvej, eller de er gået med nogle andre ind. For rådhuset er jo aflåst. Det er bare et stort område, hvor der færdes mange mennesker i løbet af dagen og aftenen.

- Der er også vagter på, som holder øje.

- Computerne bliver simpelthen ikke gemt et bestemt sted?

- De skal jo ikke stå fremme. Det er det, der er fejlen i det, altså at computerne har stået fremme og ikke været gemt ned eller låst væk på nogen måde.

- Nu er der jo blevet stjålet fire computere, hvis det var sådan, at computere normalt stod fremme, så ville det jo have været mange flere.

- Der er mange andre steder, som er mere oplagte at stjæle fra end et rådhus. Kunne det ikke tyde på, at de er gået bevidst efter data?

Det er ikke normalt, at der ligger data på en computer på et rådhus.

- Men det kan jo være, at de ikke vidste det?

- Det er ikke normalt, at der ligger computere fremme, og det er heller ikke normalt, at der ligger data på dem.

- Det er derfor, det ikke er sandsynligt, forklarer kommunikationschef Ulla Baden.

Hun fortæller desuden, at Gladsaxe Kommune har gennemset video fra overvågningskameraer, men de har ikke fundet noget.

Sikkerhedsrisikoen er lille
Gladsaxe Kommune har fået en samarbejdspartner for IT- og Cybersikkerhed til at vurdere risikoen for misbrug af data.

Den umiddelbare vurdering er, at risikoen ikke er stor, fordi tyveknægtene højst sandsynligt vil slette al data med henblik på videresalg af computeren.

Derudover fortæller han, at identitetstyveri er meget sjældent i Danmark, fordi det er meget svært at få adgang til noget udelukkende med cpr-nummeret. Det kræver oftest Nem-ID eller personligt fremmøde, hvis man vil have adgang.

Skulle tyveknægtene i givet fald få adgang til filen, så er det altså ikke meget, de kan bruge oplysningerne til.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Borger: - Det er en skandale

Peter Carlsen har forsøgt at melde Gladsaxe Kommune til politiet, fordi hans personlige oplysninger lå på den computer, der blev stjålet. Politiet tog ikke imod anmeldelsen, men han vil forsøge at gå videre med det. Foto: Jonas Olufson
Peter Carlsen har forsøgt at melde Gladsaxe Kommune til politiet, fordi hans personlige oplysninger lå på den computer, der blev stjålet. Politiet tog ikke imod anmeldelsen, men han vil forsøge at gå videre med det. Foto: Jonas Olufson

Peter Carlsen fra Søborg er en af de personer, som har modtaget en besked fra Gladsaxe Kommune om, at hans personlige oplysninger lå på den stjålne computer.

- Jeg synes, det er en skandale.

- Det er simpelthen så sjusket. Jeg risikerer jo, at mit personnummer bliver misbrugt nu, siger han.

Nu har Peter Carlsen valgt at melde Gladsaxe Kommune til både politiet og Datatilsynet, ligesom han er nødt til at melde sit personnummer stjålet af hensyn til sin forsikring.

Politiet ville tirsdag ikke tage imod hans anmeldelse, men han vil prøve igen, og ellers vil han gå videre med sagen på en anden måde, da han føler, at hans retssikkerhed er krænket.

- Jeg er ikke sådan en, som går efter at skulle hævne sig på kommunen, men hvis sådan noget her ikke kommer frem, så lærer kommunen jo ikke af det.

- Jeg er ikke interesseret i, at den slags oplysninger kan slippe ud fra en kommune, og jeg betragter det i den grad som sløseri, siger han.

Mister tillid
Oplevelsen med de stjålne personoplysninger giver Peter Carlsen et helt andet syn på kommunen.

- Normalt har man jo tiltro til kommunen, men når der kan ske sådan noget, så mister man en smule tillid til dem, og det er jo et problem, siger han.

- Jeg tager det stille og roligt nu, og jeg håber selvfølgelig, at der ikke sker noget, men når man hører og læser om de her identitetstyverier, så kan det blive en frygtelig historie for én personligt.

Gladsaxe Kommune har meldt tyveriet til politiet, ligesom de har meldt lækket af personlige oplysninger til Datatilsynet. Desuden har de sendt en besked til samtlige borgere, som har personlige oplysninger i dokumentet, som ligger på den stjålne computer.

Læs beskeden her. Tryk på ikonet i øverste højre hjørne for at læse beskeden i fuld størrelse.

Besked sendt til borgere af Gladsaxe Kommune

1 af 2 
2 af 2 
 

78 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere