Fredag den 6. april gik det grueligt galt, da en silo skulle nedrives ved sprængning i Vordingborg.
Ved sprængningen skete der en fejl, der fik siloen til at vælte den forkerte vej, så den ramte ind i Vordingborg Bibliotek, hvilket forårsagede store ødelæggelser på bygningen.
De nærliggende bygninger var af sikkerhedsmæssige årsager, blevet tømt for mennesker, så ingen personer kom heldigvis til skade, da siloen væltede.
Kenneth Wegge var leder af den mislykkede sprængning, og det har medført, at han blandt andet er blevet truet på livet. Det skriver TV ØST, der har talt med Kenneth Wegge, som rent juridisk har fået sit navn renset.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ingen strafbar handling
En uafhængig vurdering, som Lauritzen Advising har foretaget for politiet, har nemlig slået fast, at planlægningen og gennemførelsen af sprængningen skete i overensstemmelse med loven.
Men til trods for at Kenneth Wegge ifølge politiet ikke har foretaget sig noget strafbart, så har han alligevel modtaget dødstrusler.
- Jeg er blevet truet på livet. Min familie og venner er blevet truet på livet. Heldigvis har professionelle folk i branchen og mine kunder støttet mig. De ved godt, at vi har gjort, alt hvad vi skulle, og det har jeg valgt at fokusere på. Men det er klart, at det påvirker én. Derfor er det ekstra rart at stå med et papir, der fortæller, at vi har gjort det rigtige, siger han til TV ØST.
'Manden fra Vordingborg'
Kenneth Wegge forklarer desuden til TV ØST, at han tror, at sagen kommer til at følge ham for altid.
- Det er en sag, der vil følge mig resten af mit virke som sprængningsleder. Jeg vil altid være manden fra Vordingborg. Efterhånden som tiden går, vil sagen fylde mindre og mindre, men det er en sag, som altid vil ligge i mit baghoved. Heldigvis er mine kunder dybt professionelle, så de ved også, hvad de har med at gøre, men det er kommer selvfølgelig nogle spørgsmål til sagen.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Kenneth Wegge, men han har ikke ønsket at deltage.