Støjberg: Han skulle opføre sig ordentligt

Den arbejdsløse muslimske tandlæge, der nægter at tage job med kvinder, rengøring, svinekød og alkohol, skal tage sig sammen, mener integrationsministeren

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO

Integrationsminister Inger Støjberg (V) opfordrer den krævende arbejdsløse indvandrer til at overveje at bosætte sig i et andet land.

– Han skulle opføre sig ordentligt, tage sig sammen, få et job og blive en del af Danmark. Vil han ikke det, skal han ikke være en del af Danmark. Så bør han finde et andet land, hvor forholdene er, som han ønsker dem, foreslår hun.

Skader andre

– Han skal i hvert ikke være her i den tro, at han kan pådutte os at leve efter Koranen. Hvis jeg flytter til Islamabad i Pakistan, forventer jeg heller ikke, at alt er som i Rødovre i Danmark, siger Støjberg.

Hun synes, det er generøst, at kommunen forsøgte at hjælpe ham i job.

Tænk engang, vi forsøger at hjælpe ham med at få et job, som han egentligt selv burde kunne finde. Han bør kunne tage et rengøringsjob, hvis han vil have gavn af vores velfærdssamfund. Det er hans pligt, og jeg har stor ros over for de jobcenter-medarbejdere, der havde modet til at afvise hans krav og sætte ned i ydelse, siger integrationsministeren, som beskylder ham for at misbruge sin tro til ulempe for andre.

– Han giver nogle mulighed for at tænke, at sådan er indvandrere og alle de efterkommere, der dagligt gør deres yderste for at blive en del af det danske samfund.

286 kommentarer
Vis kommentarer