Støjbergs dukse har ingen flygtninge-elever

Store virksomheder som NCC, Ikea og McDonald's har ikke ansat en eneste IGU-elev

Inger Støjberg. Foto: Jens Dresling
Inger Støjberg. Foto: Jens Dresling

Regeringen nedsatte sidste sommer et særligt panel med 14 virksomheder, som skal rådgive om, hvordan man kan styrke integrationen af flygtninge på arbejdsmarkedet.

Men når det gælder selve omdrejningspunktet i trepartsaftalen om en bedre integrationsindsats - IGU-ordningen - er det småt med erfaringer. Det skriver Avisen.dk.

Blot fem af de 14 virksomheder i det såkaldte 'Advisory Board om Integration' har ansat flygtninge som IGU-elever. Det viser en aktindsigt fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration over alle igangsatte IGU-forløb, som Avisen.dk har fået.

Store virksomheder som NCC, Ikea og McDonald's har ikke ansat en eneste IGU-elev.

Fælles for de virksomheder, der ikke har ansat IGU-elever, er, at de alle sammen roser ordningen. Men flere af dem satser på andre måder at indsluse flygtninge på virksomheden.

Hos entreprenørvirksomheden NCC har man for andet år i træk sat gang i et jobskole-forløb, som er udviklet i samarbejde med Integrationsnet.

- Vi har pt. ingen medarbejdere i IGU-ordning, da vi har valgt en anden og kortere model – NCC’s jobskole. Med jobskolen opkvalificerer vi ufaglærte flygtninge med asylstatus, der tidligere har arbejdet på en byggeplads i deres hjemland, til jobs i den danske byggebranche, siger Claus Rosendahl, HR manager i NCC til Avisen.dk.

Hos McDonald's har 15 procent af burgerkædens godt 4000 medarbejdere i Danmark anden etnisk baggrund end dansk. Dermed er man langt fremme i feltet, når det gælder integration, påpeger pressechef Pia Tobberup.

Selv om den 2-årige IGU-ordning har været inde i overvejelserne, har de enkelte franchisetagere indtil videre valgt andre integrationsforløb med sigte på at få medarbejderen over på ordinær ansættelse så hurtigt som muligt.

- Men vi er som sagt positivt indstillede over for IGU’en som mulighed og vil vurdere, at det er et spørgsmål om tid, før vi får medarbejdere gennem IGU’en hos McDonald’s, siger Pia Tobberup.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) slår dog fast, at det ikke er afgørende for hende, at virksomhederne i rådgiver-panelet ansætter IGU-elever. De bidrager nemlig med integration af flygtninge på andre måder.

- Alle virksomhederne i Advisory Board om Integration gør en rigtig stor indsats for at bringe flygtninge tættere på arbejdsmarkedet, og det vil jeg gerne kvittere for.

- Nogle af virksomhederne har etableret IGU-forløb, og andre har oprettet praktikpladser eller job med løntilskud. Typen af virksomhedsforløb er ikke afgørende. Det vigtigste for mig er, at flygtninge hurtigt kommer i gang, så de får bedre mulighed for at komme i ordinær beskæftigelse, siger Inger Støjberg i en skriftlig kommentar til Avisen.dk.

Waseem er flygtet fra Syrien. Han er en af dem, der lige nu er i et IGU-forløb. Du kan læse hans historie her

76 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere