Støjhelvede forude: F-35 larmer dobbelt så meget som F-16

Norsk støjmareridt koster formue: Vores broderland har fået en ekstra-regning på en lille milliard, fordi F-35 larmer så meget, at naboer til flybase må købes ud af deres huse

Politikerne skal inden længe lægge sig fast på, hvilket kampfly der skal afløse de nuværende F-16-fly. F-35-flyet, der ses på billedet her, er formentligt favoritten. Det larmer dobbelt så meget som F-16'erne. Også de to andre kandidater, F/A-18 Super Hornet og Eurofighter Typhoon larmer mere end Danmarks nuværende kampfly. (Foto: AP)
Politikerne skal inden længe lægge sig fast på, hvilket kampfly der skal afløse de nuværende F-16-fly. F-35-flyet, der ses på billedet her, er formentligt favoritten. Det larmer dobbelt så meget som F-16'erne. Også de to andre kandidater, F/A-18 Super Hornet og Eurofighter Typhoon larmer mere end Danmarks nuværende kampfly. (Foto: AP)

Voldsomme støjgener fra nye kampfly kan medføre en gigantisk ekstraregning til de danske skatteborgere.

I forvejen har politikerne planer om at bruge op mod 30 milliarder kroner, når Flyvevåbnet skal have nye kampfly. Dertil kommer drift og vedligeholdelse, som ventes at løbe op i omkring 60 milliarder kroner i løbet af 30 år. Alt i alt en udgift for statskassen på små 100 milliarder kroner.

Men erfaringer fra Norge viser, at staten formentligt ikke skal pakke checkhæftet væk for hurtigt.

I vores broderland mod nord forventer forsvaret nemlig at skulle bruge en milliard norske kroner - hvad der svarer til 810 millioner danske kroner - på grund af støjgener fra de nye kampfly.

Forsvaret: Kampfly-støj bliver ikke noget problem

Alvorlig stigning
Norge besluttede allerede i 2008 at indkøbe F-35 Joint Strike Fighter, og inden længe skal de danske politikere tage en lignende beslutning. F-35 er angiveligt den klare favorit.

Men ifølge et notat fra det amerikanske Joint Strike Fighter-kontor i Washington larmer F-35 som et ondt år - og væsentligt mere end de F-16'ere, som både Danmark og Norge har benyttet siden begyndelsen af 80'erne.

Ifølge notatet larmer F-35 mellem otte og 14 decibel mere end F-16, og ifølge en af Danmarks førende eksperter i flystøj, Birger Plovsing fra Delta Akustik, vil det helt sikkert kunne høres af naboerne til flyene.

- Det er en alvorlig stigning i støjen. Ti decibel svarer til en fordobling af lydindtrykket, siger han til Ekstra Bladet.

Ikke en krone lagt til side til nye kampfly

En dansk F-16 går på vingerne fra flyvestation Skrydstrup. (Foto: Polfoto)
En dansk F-16 går på vingerne fra flyvestation Skrydstrup. (Foto: Polfoto)

Rød og gul zone
I Norge har forsvaret inddelt området omkring flyvestationen Ørland, hvor de norske F-25-fly skal operere fra, i en rød og en gul zone.

Personer med hus i den røde zone får tilbud om at blive købt ud af deres huse, fordi larmen her vil være så høj, at man ikke kan bo i den. I den gule zone tilbyder forsvaret at støjisolere husene.

Løsningen med isolering giver støjekspert Birger Plovsing dog ikke meget for.

- Isolering er sjældent et særligt effektivt middel, for det hjælper stort set kun, når folk skal sove, eller hvis de sidder og ser fjernsyn. Men om dagen vil folk gerne være ude, og så hjælper det jo ikke meget, at huset er lydisoleret.

Soldater: Jo færre kampfly jo bedre

Opkøber 175 huse
Alt i alt forventer det norske forsvar ifølge NRK at skulle købe 175 boliger, mens 800 huse skal støjisoleres.

Det danske forsvarsministerium er ikke vendt tilbage inden redaktionens deadline angående danske planer i forbindelse med støjgener.

Selv hvis de danske politikere skulle vælge at købe F/A-18 Super Hornet, bliver støjproblemet ikke løst. Det fly larmer ifølge det amerikanske forsvarsministerium endnu mere end F-35'eren. Også Eurofighter Typhoon larmer mere end de nuværende F-16-fly.

Favorit-fly kamp-svinet: Har kostet Pentagon 2600 mia. kroner

Borgmester: Regner med at Christiansborg betaler

I dag er samtlige danske F-16-fly samlet på flyvestation Skrydstrup i Haderslev Kommune, men på rådhuset frygter man ifølge borgmester Hans Peter Geil (V) ikke de larmende fly, hvis de i fremtiden bliver stationeret på den sønderjyske base.

- Der har fløjet kampfly i vores område i snart 40 år, så vi er vant til det. Skal der opdeles støj-zoner, som de har gjort i Norge, så går jeg ud fra, at Folketinget tager det med i købet og sætter penge af til det.

- Er du bekymret for, at det vil ramme så mange borgere, at der bliver stor utilfredshed i kommunen?

- Det kan man altid være, men når nationalstaten vil lave infrastrukturinvesteringer, om det så er motorveje, vindmøller eller andet, så er det den pris, man må betale. Det er ærgerligt, men det kan ikke være anderledes, for man kan ikke få et fly til ikke at støje.

- Har I nogen planer for, hvordan I vil håndtere støjen?

- Det gode ved Fighter Wing Skrydstrup er, at vi har 980 hektar derude, og jeg har drøftet med militærfolk, at man kan lægge startbanerne anderledes an, så støjen forplanter sig på en anden måde ved start og landing.

- Så alt i alt er du ikke bekymret?

- Man må anerkende, at når man planlægger sådan nogle ting her, så vil der være nogle rapporter, som siger, at så og så mange huse vil blive berørt. Det er dybt beklageligt, men sådan er det engang i mellem. Og jeg forventer, at regeringen indkalkulerer det i omkostningerne.

Hans Peter Geil (V) er ikke så bekymret for at de nye kampfly, som han håber på kommer til at flyve fra Skrydstrup, larmer mere end de gamle F-16'ere. (Foto: Ole Frederiksen)
Hans Peter Geil (V) er ikke så bekymret for at de nye kampfly, som han håber på kommer til at flyve fra Skrydstrup, larmer mere end de gamle F-16'ere. (Foto: Ole Frederiksen)

Fagboss kæmper for Lockheed Martin

Køerne bliver i støjen

I Norge er borgerne i Ørland Kommune langt fra tilfredse med forsvarets planer om at opkøbe naboernes huse på grund af støjgener, da flere mener, at de og især områdets landmænd ryster opgivende på hovedet.

For forsvaret tilbyder kun at købe gårdenes stuehuse, så beboerne kan flytte væk fra støjen. Gårdens dyr skal ifølge planen blive stående.

Men det giver ingen mening, lyder det blandt andet fra landmanden Magnar Sommervold.

Paniske køer
Selv med den lavere støj fra F-16 kan hans køer blive paniske, hvis flyene kommer for tæt på gården, så han frygter, hvad F-35-støjen kan gøre ved dem. Derfor ser han det ikke som en mulighed at lade dyrene stå, mens han så kommer ud til stalden om dagen.

- Vi synes ikke om, at personer skal flytte og dyrene skal blive tilbage. Det er i hvert fald ikke en måde vi vil have husdyr på. Så den dag vi flytter, der flytter dyrene også, siger han til NRK.

Afdanket landmand
Magnus Sommervold er fjerde generation på gården tæt ved flybasen, og både han og hans forfædre har investeret både tid og penge i at skabe et driftigt landbrug.

Derfor ser han langt fra frem til at skulle flytte.

- Alt i alt så mister man jo sit job. Vi vil gerne undgå at gå konkurs i processen. Spørgsmålet er, om der er nogen, der har brug for en afdanket landmand, siger han.

DR-koryfæ klager over kampfly-kritisk ekspert: 'Det her er personligt'