Støttekomité: Nuttede pandaer er en brik i kinesisk politik

Støttekomitéen for Tibet vil demonstrere, når to kinesiske pandaer torsdag ankommer i Københavns Lufthavn

Foto: Mads Claus Rasmussen/ Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/ Ritzau Scanpix

Torsdag aften ankommer det kinesiske pandapar, der skal indlogeres i Københavns Zoologiske Have, til Københavns Lufthavn.

Men ikke alle er lige begejstrede for den kinesiske statsgave.

Det gælder blandt andet Støttekomiteen for Tibet, der vil demonstrere, når pandaerne ankommer.

Det oplyser Anders Højmark Andersen, der er formand i komitéen.

- Vi mener, at pandaerne kun kommer til Danmark, fordi vi har afskrevet vores egne grænser i ønsket om at tilfredsstille kineserne.

- Vi er gået på kompromis med vores egne værdier, da vi i 2009 anerkendte det ulovligt besatte Tibet som en del af Kina, og vi har afvist møder med Dalai Lama i 2011 og 2015, siger Anders Højmark Andersen.

Han henviser ligeledes til Tibet-sagen, hvor dansk politi i 2012 efter kinesisk ønske skærmede Kinas præsident fra at se demonstranter i København.

Det kom der en større sag ud af, og der blev nedsat en særlig kommission til at undersøge politiets håndtering af hændelsen.

Kina giver dog ikke kun pandaer til lande, fordi de har fortjent det. Ifølge Anders Højmark Andersen er Kinas intentioner også at fremstå bedre.

- Kina bruger pandaerne til at forbedre sit dårlige image. Kina krænker jo menneskerettighederne groft i Tibet såvel som Østturkestan, hvor der er omkring en million mennesker i fangelejr.

- Det er Kina udmærket klar over. Så jeg tror, at de ønsker at bruge pandaerne som et led i deres udøvelse af såkaldt blød magt over for lande som Danmark.

- Der er jo ikke nogen, der kan sige noget dårligt om de nuttede pandaer, siger han.

Kjeld Erik Brødsgaard, professor ved Institut for International Økonomi, Politik og Business ved Copenhagen Business School, mener derimod ikke, at man skal lægge så stor vægt på pandaernes betydning for Danmarks politik over for Kina.

- Jeg synes, at der er en overreaktion. Der er en eller anden underliggende fortælling, om at vi nu kommer i lommen på kineserne, og at det er et symbol på, at vi måske allerede er i lommen.

- Men for eksempel Huawei viser, at vi har vores klare frihed i forhold til Kina, siger han.

Støttekomitéen for Tibet har også annonceret en større demonstration foran Zoologisk Have 10. april, hvor der er gallaåbning af det nybyggede panda-anlæg.

22 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere