Stor butikskæde på vej væk

Navnet Inspiration vil snart ikke længere pryde danske butikker

Inspiration-kæden er snart fortid i Danmark. Arkivfoto: Johan Mikkelsen
Inspiration-kæden er snart fortid i Danmark. Arkivfoto: Johan Mikkelsen

Den landsdækkende kæde for boligtilbehør, Inspiration, vil snart være fortid.

Det skriver kæden i en pressemeddelelse.

Det sker ovenpå den fusion, som kæden for næsten et år siden meldte ud, at de ville indgå med Imerco.

Den plan er nu delvist blevet godkendt af konkurrence-myndighederne, så 25 Inspiration-butikker bliver overtaget af Imerco.

De 25 butikker, som bliver overtaget af Imerco, er de største og dem med bedst beliggenhed, og som til sammen har en omsætning på 350 millioner kroner.

- Jeg er meget glad for i dag at kunne meddele, at vi lægger de 25 bedste Inspiration-butikker ind i Imerco og gør Danmarks stærkeste butiks- og gavekæde inden for køkkenudstyr, borddækning, gaver og boligtilbehør endnu bedre for vores kunder. Vi ser et kæmpe potentiale i at satse meget mere inden for bolig- og indretningsudstyr. Med 180 Imerco-butikker kan vi for alvor realisere vores planer om at blive Danmarks bedste butikskæde inden for vores felt, siger administrerende direktør i Imerco, Frederik Brønnum i pressemeddelelsen.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at de ansatte i Inpsiration-kæderne vil fortsætte i de nye Imerco-butikker.

Skal åbne ny kæde
De restende mere end 20 Inspiration-butikker vil fortsætte under et nyt navn og koncept under den hidtidige ejer, Retail 3C A/S. Det sker fordi Konkurrencerådet ikke har tilladt, at Imerco overtaget hele Inspirations-kæden, idet 3C Retail er blevet forpligtet til at drive de resterende butikker videre og investere i en ny og levedygtig kæde.

- Det har været nødvendigt at gribe ind, fordi en fusion mellem to af de største konkurrenter på markedet for detailsalg af boligartikler ville hæmme konkurrencen betydeligt og i sidste ende skade forbrugerne, blandt andet med risiko for højere priser, siger professor Christian Schultz, formand for Konkurrencerådet, i en pressemeddelelse.

Netop derfor er 3C Retail blevet pålagt at etablere en ny kæde, som altså fungerer som konkurrent til Imerco.

Udover at overtage en stribe af Inspiration-butikkerne, vil Imerco næste år lancere et nyt koncept ved navn 'Imerco Home'. Dette koncept vil omfatte 40-50 butikker, som foruden Imercos normale sortiment også vil have fokus på bolig og indretning.

Foruden de 180 butikker, der allerede eksisterer, forventer Imerco at åbne flere butiikker i løbet af 2017 og 2018.