Stor del af Danmark snydt: Disse byer kan få eftertragtede stjerner

Selvom Michelinguiden de senere år er begyndt at bedømme restauranter udenfor København, er der fortsat flere danske toprestauranter i provinsen der er blevet forbigået. Det bliver der måske lavet om på i eftermiddag, lyder det fra danske anmeldere

Det er ikke kun i Danmark, at restauranter med dansk islæt bliver hædret med Michelinstjerner. I november fik Claus Meyer en Michelinstjerne for sin restaurant i New York. Foto: AP
Det er ikke kun i Danmark, at restauranter med dansk islæt bliver hædret med Michelinstjerner. I november fik Claus Meyer en Michelinstjerne for sin restaurant i New York. Foto: AP

I eftermiddag uddeles de mest prestigefulde Michelinstjerner endnu engang til de bedste nordiske restauranter. Det sker når Michelinguiden 2018 løfter sløret for, hvilke nordiske restauranter der det kommende år kan bryste sig af en, to eller tre Michelin-stjerner.

De seneste år har der været stjerneregn over den gastronomiske scene i Danmark, men selvom Michelin-anmelderne har været gavmilde med stjernerne og har tildelt 24 spisesteder i København, Aarhus, på Bornholm, Præstø, Fredericia og Henne Kirkeby i Vestjylland stjerner, er der fortsat store sorte pletter på det gastronomiske danmarkskort, når man kigger i Michelin-guiden.

På Fyn må man endnu kigge langt efter stjerner ligesom man også i Nord- og Sønderjylland gang på gang er blevet forbigået.

- Michelinguiden har svigtet provinsen
Efter i eftermiddag kan det dog være fortid.

Ifølge chefredaktøren på den danske spiseguide 'White Guide', Jesper Uhrup Jensen, er der nemlig meget, der peger på, at en række danske provinsrestauranter snart kan bryste sig af en nytildelt Michelinstjerne.

- Michelinguiden har længe svigtet provinsen, men de seneste år er man blevet bedre til at komme rundt i hele landet. Det kan få stor betydning for flere provinsrestauranter i dag, vurderer Jesper Uhrup Jensen.

Han peger på tre restauranter, der for fleres vedkommende ikke bare i løbet af det seneste år, men i løbet af den seneste årrække, har gjort sig fortjent til en eller flere Michelinstjerner.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Fyn på verdenskortet
Blandt dem er Falsled Kro på det sydlige Fyn.

- Den har været i Michelinklasse meget længe. Den eneste grund til den ikke har fået en stjerne endnu er formentlig, at den ligger meget langt ude på landet, siger Jesper Uhrup Jensen og tilføjer:

- De har holdt et meget stabilt og højt niveau længe. Uden de store udsving i niveauet. Det er mærkeligt, de ikke har fået en stjerne før. Hvis den havde ligget inde i København, havde den helt sikkert fået en stjerne for længst. Men det er selvfølgelig en del af Falsled Kros charme, at den netop ligger hvor den ligger.

MeMu med gode chancer
Foruden den fynske oase peger White Guide-redaktøren på, at Vejle også ligger lunt i svinget til for resten af 2018 at kunne kalde sig Michelin-by.

For i Vejle finder man Restaurant MeMu. Restauranten har plads til 32 spisende og bruger danske råvarer kombineret med udenlandske specialiteter.

- Den ligger meget højt også i vores White Guide. Det ville bestemt heller ikke være forkert at den fik en stjerne, siger Jesper Uhrup Jensen.

Forgyldes af stjerner
For de danske restauranter er der ikke kun prestige på højkant. Ifølge brancheforeningen HORESTA og Ekstra Bladets gennemgang af de nuværende Michelinrestauranters økonomi, følger et økonomisk boost også med i kølvandet hos de fleste af de restauranter, der har Michelinstjerner.

Rasmus Kofoed var i 2017 den eneste kok, der kunne bryste sig af tre michelinstjerner. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix Tæt på Fra stjerneregn til guldregn: Det tjener de danske Michelin-restauranter

I den seneste rundspørge HORESTA har lavet, svarede Michelin-restauranterne, at første Michelin-stjerner medførte en omsætningsvækst på 25 pct. De fleste af de nye gæster var udlændinge og ni ud af 10 af gourmetrestauranterne leverer overskud.

FAKTA: Sådan uddeler Michelin de eftertragtede stjerner

Det er Michelin-inspektørerne, som beslutter, hvilke restauranter som fortjener de prestigefylde Michelin-stjerner. De uddeles efter særlige kriterier.

* Ifølge Michelin får maden - og kun maden - karakterer ved hjælp af stjerner.

* Vurdering af service, atmosfære og øvrige indtryk belønnes med korslagt bestik (1-5 bestik).

* Tre stjerner i Guide Michelin betyder, at en restaurant er "værd at rejse efter".

* To stjerner betyder, at restauranten er "en omvej værd".

* En stjerne betyder, at det er en "rigtig god restaurant i sin kategori".

* Stjernerne uddeles kun på basis af den mad, som serveres. Fem kriterier vejleder inspektørerne i deres bedømmelse:

1. Kvaliteten på råvarerne

2. "Håndværket" - det vil sige smagen og tilberedningen

3. "Personligheden" - det vil sige, hvor godt det er lykkedes for kokken at finde sit eget udtryk

4. Noget for pengene

5. Kvalitet over tid - det skal være en lige fantastisk oplevelse, uanset hvornår man besøger restauranten.

Kilder: Michelin

Flere stjerner til Danmark
Børsens madanmelder Ole Troelsø vurderer, at Danmark efter i eftermiddag vil have væsentlig flere michelinstjerner end vi har nu.

- Jeg tror, at det danske michelinstjerneniveau er i opadgående retning. Foruden de nye restauranter, der formentlig bliver præsenteret klokken 17, er der adskillige af dem der har en stjerne, der kan godt kan gå til to. Desuden mister man sjældent sin stjerne, når man først har den, forklarer Børsens madøre, der helst ikke vil pege på, hvilke restauranter, der kan juble efter i eftermiddag.

Jesper Uhrup Jensen håber, at Molskroen i Østjylland bliver en af de nye danske Michelinrestauranter.

- De laver vildt lækker mad på meget højt niveau med fin balance mellem den klassiske velsmag og moderne innovation uden det bliver for meget. Molskroen gør det rigtigt godt og har gjort det stabilt igennem nogle år. De har måske også det handicap, at de ligger for langt ude i provins, siger White Guide-redaktøren.

Michelin-guiden løfter sløret for årets stjerner fra klokken 17.00 på Københavns Rådhus.

64 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere