Stor del af smittede havde variant

De nye coronavarianter stod lørdag for mere end halvdelen af de undersøgte positive coronaprøvesvar

Så langt er vi nået med covid-19-vaccinationerne.

52,5 procent af 326 positive coronaprøver analyseret lørdag indeholdt en variant af corona. Det fremgår af foreløbige tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er især den britiske coronavariant, B117, der fortsat fylder mere i Danmark.

SSI vurderer foreløbig, at B117 stod for mellem 28,9 procent og 33 procent af de nye smittetilfælde med coronavirus i uge 5. Der er i alt 2294 bekræftede tilfælde af virusvarianten indtil videre.

Ud over den britiske variant er også en sydafrikansk variant af coronavirus fundet i Danmark. Den går under navnet B1351 og er blevet påvist otte gange.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har tidligere udtalt, at det forventes, at den britiske variant af coronavirus vil stå for 80 procent af de nye smittetilfælde med coronavirus i starten af marts.

De danske sundhedsmyndigheder vurderer, at B117 ikke gør de smittede mere syge end den oprindelige virusvariant. Til gengæld menes den at være mere smitsom - altså lettere kunne sprede sig til flere personer.

I alt 332 mennesker har fået et positivt coronasvar fra en standard PCR-test, der blev taget i lørdags. 326 af de prøver er siden blevet analyseret for de nye virusvarianter med den test, der kaldes delta-PCR.

Delta-PCR-testen kan inden for 12 til 24 timer give svar på, om der er smitte med en af de nye virusvarianter.

Andelen af virusprøver med varianter af corona voksede støt i løbet af februar. I starten af måneden var andelen på 23,7 procent.

Der er endnu ikke i Danmark fundet B117 med mutationen E484K, der menes at kunne svække vaccinens effekt. Det betyder dog ikke, at mutationen ikke kan forekomme i B117. Det er nemlig påvist i Storbritannien.

SSI beskriver mutationen E484K som en mutation i virus' spikeprotein, som er der, antistoffer fra de kendte vacciner binder.

Laboratorieforsøg har vist, at vaccinerne ikke er lige så effektive på virus med den konkrete mutation.

E484K er til gengæld bekræftet i de danske tilfælde af den sydafrikanske coronavariant.

OVERBLIK: SSI holder øje med virusvarianter og -mutationer

Mere en hver anden af de 326 positive coronaprøver, der blev analyseret lørdag, indeholdt en anden variant af coronavirus end den oprindelige.

Det fremgår af foreløbige tal fra Statens Serum Institut (SSI), der dog stadig analyserer prøvesvar fra lørdag, hvorfor tallet stadig kan ændre sig.

Andelen af varianter fundet i virusprøver er vokset støt i løbet af februar.

De såkaldte delta-PCR-test kan vise, hvis en person er smittet med en virusvariant, hvor bestemte aminosyrer i spikeproteinet mangler. Det gælder blandt andet for varianten B117, der også er kendt som den britiske variant.

Læs mere om de fem varianter, som Statens Serum Institut (SSI) holder særligt øje med.

* Virusvariant B117:

Varianten blev første gang påvist i september sidste år i England.

Der er bred enighed om, at varianten er mere smitsom end øvrige typer af coronavirus. Den øgede smitsomhed er vurderet til at være mellem 35 og 75 procent. I Danmark viser det relative kontakttal for varianten, at den er 55 procent mere smitsom end andre varianter.

Analyser har indikeret, at B117 ikke har medført alvorligere sygdom. Foreløbige resultater fra nyere studier tyder dog på, at der kan være øget dødelighed ved infektion med varianten.

Om B117 forårsager alvorligere sygdom undersøges yderligere. Foreløbige resultater antyder kun let nedsat følsomhed over for neutraliserende antistoffer.

I England har man dog fundet B117 med en ekstra mutation, E484K. Det er bekymrende, skriver SSI, for studier har vist, at E484K giver nedsat følsomhed for antistoffer. Det er ifølge SSI ikke tilfældet i Danmark.

* Virusvariant B1351:

Denne virusvariant blev første gang påvist i Sydafrika i oktober sidste år.

Den har flere mutationer i spike-proteinet på overfladen af virusset. Særligt tre af dem - K417N, E484K og N501Y - bekymrer forskerne. Det er nemlig muligt, at nogle af dem kan påvirke variantens smitsomhed eller følsomhed for antistoffer.

Studier har vist, at E484K-mutationen giver nedsat følsomhed for antistoffer. Nedsat følsomhed for antistoffer giver en bekymring for vacciners effekt på denne variant og for risikoen for at blive smittet igen.

Der er indtil videre i Danmark registreret ganske få tilfælde af varianten med den pågældende mutation. I hvert fald de første havde tilknytning til rejser.

* Virusvariant P1:

I januar i år rapporterede Brasilien og Japan om varianten P1, der første gang blev fundet i den brasilianske by Manaus og hos rejsende fra Japan, der havde været i Brasilien.

Varianten har ti mutationer i spike-proteinet. Særligt tre af dem er vigtige at holde øje med. Da varianten har mutationen N501Y, som også den britiske og den sydafrikanske variant har, er der stor mistanke om, at varianten P1 har øget smitsomhed. Det er dog ikke endeligt bevist.

Det vides ikke, om varianten giver alvorligere sygdom.

P1 har også mutationen E484K, som studier har forbundet med nedsat følsomhed for antistoffer.

* Virusvariant P2:

Denne variant blev fundet i Rio de Janeiro i Brasilien i slutningen af december sidste år.

Ligesom varianten P1 har denne variant også mutationen E484K, som studier forbinder med nedsat følsomhed for antistoffer. Det vides ikke, om varianten giver alvorligere sygdom.

* Virusvariant N439K:

Varianten blev første gang påvist i Skotland i marts sidste år, men den er også set i en række andre lande. I Europa er det især i Slovenien, Tjekkiet og Rumænien.

Der er øget fokus på denne variant, da studier viser, at N439K blandt andet indikerer nedsat følsomhed over for antistoffer.

Der er ikke evidens for, at denne variant påvirker effekten af vacciner. Der er heller ikke noget, der tyder på øget smitsomhed eller et alvorligere sygdomsforløb.

Der er ikke noget i denne variant, der tyder på, at den er mere alvorlig end det generelle billede med coronavirus i Danmark.

Kilde: Statens Serum Institut (SSI).

888 kommentarer
Vis kommentarer