Mere end hver fjerde fødevarevirksomhed fik enten en bøde eller en advarsel, da Fødevarestyrelsen i sommerhalvåret sidste år gennemførte en stor kontrol af virksomhedernes kørsel med madvarer.
Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse mandag.
- Det er bestemt ikke uden risiko, når de mindre virksomheder henter og bringer fødevarer, typisk i private biler, der også bliver brugt til mange andre ting.
- Ofte kniber det med mulighederne for at køle eller opbevare varerne hygiejnisk korrekt i bilerne, og så udgør transporten en risiko for fødevaresikkerheden, udtaler Ulrich Pinstrup, sektionsleder i Fødevarestyrelsen.
Der skal strammes op
Kontrollen blev foretaget blandt 385 restauranter, kiosker, institutionskøkkener, bagere og måltidskasseleverandører. 24,7 procent fik som nævnt en advarsel eller bøde for at overtræde reglerne.
Det største antal kontroller fandt sted hos fødevarevirksomheder, der selv henter varer hos et grossistsupermarked.
I denne gruppe fik hver tredje virksomhed, altså 30,5 procent, advarsler eller bøder for at overtræde kravet om, at kølekrævende fødevarer skal transporteres ved en temperatur på under fem grader.
- Vi kan se, at det er nødvendigt at få virksomhederne til at stramme op om madtransporterne, siger Ulrich Pinstrup.
- I Fødevarestyrelsen sætter vi ind med øget vejledning, og så vil vi bede brancheorganisationerne medvirke til at skabe større opmærksomhed om madtransporter ude i virksomhederne.