Stor fyringsrunde på jobcenter

Det lokale jobcenter i Næstved siger i dag farvel til 20 medarbejdere

Jobcentret i Næstved afskediger onsdag 20 medarbejdere. Foto: Linda Johansen
Jobcentret i Næstved afskediger onsdag 20 medarbejdere. Foto: Linda Johansen

På Jobcenter Næstved vil der i dag befinde sig 20 ledige mere end vanligt, da jobcentret tager afsked med 20 med arbejdere.

Det skriver sn.dk.

Nervøsiteten breder sig på det sydsjællandske jobcenter, hvor 20 medarbejdere snart kan udskifte deres kontorer ud med venteværelset på jobcentret. Hvem der må ud og trække et nummer, og søge hjælp hos de gamle kolleger, er endnu uvist, og ifølge det sjællandske medie er stemningen blandt de ansatte godt og grundigt trykket.

Fyringsrunden finder sted, fordi jobcentret er blevet pålagt at spare 25 millioner kroner næste år. De penge skal i stedet bruges på skole- og børneområdet.

Besparelserne har længe været kendt, men omfanget af fyringsrunden er de ansatte første blevet bekendt med i dag.

Udover de 20, der i dag får at vide at de mister deres arbejde, er fire personer frivilligt gået med til at forlade deres positioner.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har tidligere ytret sin bekymring om sagen i et brev til Næstved-borgmester Carsten Rasmussen (S).

'Jeg er generelt meget optaget af, at de reformer, som vi laver på beskæftigelsesområdet, bliver implementeret efter hensigten. Min klare ambition er, at borgerne ikke skal komme i klemme i systemet, og færre mennesker skal opleve et system, som ikke behandler dem ordentligt.

'Det er derfor helt afgørende for mig, at kommunerne efterlever lovgivningen og lader borgerens situation afgøre, om en borger får tilkendt en ydelse. Det må ikke være andre hensyn, for eksempel økonomiske, som lægges til grund for disse afgørelser', skriver Peter Hummelgaard i brevet ifølge sn.dk.

Ekstra Bladet har forsøgt at få fat på personer på jobcentret i Næstved, men det er endnu ikke lykkedes.

267 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere