En 10 meter lang og 6 tons tung kaskelothval er blevet fundet død på en spansk strand, efter at den har slugt hele 29 kilo plastik. Det oplyser de regionale myndigheder fra provinsen Murcia i Spanien.
I forbindelse med en obduktion af den store hval fandt biologerne store mængder plastikposer samt et fiskenet og en benzindunk i hvalens fordøjelsessystem.
Det skriver flere medier heriblandt The Telegraph, Independent og Daily Mail
Hvalen blev fundet død i slutningen af februar måned på en strand ved Cabo de Palos i Murcia. Biologerne har konstateret, at hvalen har været ude af stand til at fordøje og udskille de store mængder plastik. Kaskelothvalens officielle dødsårsag blev konstateret som bughindebetændelse. En betændelse, der sidder i de indre dele af maven.
Generaldirektøren for miljøet i området, Consuelo Rosaura har ifølge den britiske avis The Telegraph sagt følgende:
- Mange hvaler sluger store mængder plastik, og det kan ofte ende med, at de dør.
Kaskelothvalens diæt består ellers normalt mest af blæksprutter. De har en levetid på omkring 70 år. I dag er der kun ca. 100.000 kaskelothvaler tilbage i verden, og hvalen bliver betragtet som en truet dyreart.