Stor kanel-razzia: 300 bagere får besøg

EU-regler sætter nye grænser for, hvor meget kanel bagerne må bruge

Fødevarestyrelsen vil aflægge bagere i hele landet en uanmeldt visit for at kontrollere, at der ikke er for meget kanel i bagværket. (Foto: Colourbox)
Fødevarestyrelsen vil aflægge bagere i hele landet en uanmeldt visit for at kontrollere, at der ikke er for meget kanel i bagværket. (Foto: Colourbox)

Kanel er en vigtig ingrediens i traditionelt dansk bagværk som kanelsnegle og æbletærter, men i store mængder kan krydderiet også være farligt for leveren.

Fødevarestyrelsen vil derfor aflægge bagere i hele landet en uanmeldt visit for at kontrollere, at der ikke er for meget kanel i bagværket.

- Vi er godt i gang med indsatsen og besøger 300 bagerbutikker i hele landet, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen Henrik Dammand Nielsen til Ekstra Bladet.

Han oplyser, at det er en EU-forordning, der sætter grænser for, hvor meget kanel bagerne må bruge.

Kanel indeholder nemlig stoffet kumarin, der kan være skadeligt for leveren, hvis man får for meget af det.

Da det sidste år kom frem, at EU ville begrænse niveauet af kanel i bagværket, skabte det frygt for, at kanelsneglen var truet.

Og først så det også sort ud for det populære bagværk.

Men så puttede Fødevarestyrelsen kanelsneglen i en kategori, der er defineret som traditionelt dansk bagværk – og kanelsneglen fik dermed mulighed for have et højere indhold af kumarin.

Kontorchef Henrik Dammand Nielsen oplyser, at kanel-kontrollen foretages i dialog med bager- og konditormestrene i Danmark.

- Det er vigtigt, at der ikke bliver solgt sundhedsskadeligt brød til kunderne. Derfor spørger vi bagerne, om de ved, hvor meget kumarin, de bruger, siger Henrik Dammand Nielsen og forklarer, at kontrollanterne udtager prøver til analyse for at se, om grænseværdierne overholdes.

- Vi kontrollerer, men vi vejleder også bagerne om, hvordan de skal håndtere de nye regler. Det er en del af øvelsen lige nu, siger Henrik Dammand Nielsen og understreger, at kontrollanterne endnu ikke har haft bødehæftet fremme.

113 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere