Storbritannien: Facebook er en digital gangster

Facebook har forsøgt at skjule omfanget af russisk indblanding i udenlandske valg, lyder det i ny rapport

Facebook smadrer demokratierne med sin hemmelige algoritme, der konstant jagter folks følelser og ser stort på andet, end at folk klikker. Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix
Facebook smadrer demokratierne med sin hemmelige algoritme, der konstant jagter folks følelser og ser stort på andet, end at folk klikker. Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix

Et udvalg i det britiske parlament har mandag udgivet en ny stor rapport, hvor Facebook blandt andet omtales som en 'digital gangster'.

Det sociale medie Facebook beskyldes for med fuldt overlæg at bryde konkurrenceregler og regler om privatliv i Storbritannien.

Rapporten opfordrer til større kontrol af giganter inden for sociale medier som eksempelvis Facebook. Selskaberne bør desuden overholde et etisk kodeks og bør overvåges af en international kontrolmyndighed, lyder det.

Se også: Rapport: Facebook er et monster

Upålideligt samarbejde
Det har taget 18 måneder at udarbejde den nye rapport om teknologiske firmaer og disinformation. Og Facebook bliver særligt fremhævet i den 108 sider lange rapport. Blandt konklusionerne er også, at Facebook har prøvet at skjule omfanget af russisk indblanding i udenlandske valg.

Facebook er tidligere blevet kritiseret for, hvordan det håndterede mulig russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Formanden for udvalget i det britiske parlament, der har udarbejdet rapporten, siger, at det har været besværligt at få svar fra Facebook.

Ifølge formanden, Damian Collins, har Facebook 'med vilje prøvet at forpurre vores arbejde ved at give ufuldstændige, upålidelige og til tider vildledende svar på vores spørgsmål'.

Se også: Zuckerberg vil ikke møde britisk parlament og sender vikarer

Facebook: Lav meningsfuld kontrol
Facebooks chef, Mark Zuckerberg, har tre gange afvist at besvare spørgsmål hos det britiske udvalg.

'Selskaber som Facebook bør ikke have lov til at opføre sig som 'digitale gangstere' på internettet. De opfører sig, som om de ikke behøver at overholde loven,' lyder det i rapporten.

En talsmand for Facebook siger, at man 'deler udvalgets bekymringer om falske nyheder og retfærdige valg'

- Vi er åbne for en meningsfuld kontrol og støtter udvalgets anbefaling om en reform af lovene, siger talsmanden, Karim Palant.

Den samlede rapport kan læses her.

Se også: Åben krig om privatliv: Apple skærer benene af Facebook

USA: Også brug for regulering her

Hvad techgiganter som Facebook for alvor frygter, er den dag, hvor de amerikanske myndigheder tager deres ansvar alvorligt og begynder at regulere firmaerne og beskytter brugernes ret til et privatliv uden overvågning bedre.

Og noget tyder på, at netop det langsomt er på vej til at ske. Således har de amerikanske kongresmedlemmer netop modtaget en omfattende rapport fra det såkaldte Government Accountability Office (GAO).

Myndigheden har lavet rapporten efter ønske fra Kongressen og anbefaler, at politikerne gennemfører en meget klar regulering af techfirmaerne, der indtil nu har haft alt for frit spil.

Anbefalingen er samtidig, at USA kraftigt skeler til den måde, EU har valgt at regulere blandt andet Facebook på med de såkaldte GDPR-regler.

22 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere