Storbritannien godkender Johnson & Johnson-vaccine

Johnson & Johnson-vaccinen er den fjerde coronavaccine, der får grønt lys i Storbritannien. De andre er fra Pfizer/BioNTech, Moderna og AstraZeneca (Arkivfoto). Foto: Ronny Hartmann/Ritzau Scanpix
Johnson & Johnson-vaccinen er den fjerde coronavaccine, der får grønt lys i Storbritannien. De andre er fra Pfizer/BioNTech, Moderna og AstraZeneca (Arkivfoto). Foto: Ronny Hartmann/Ritzau Scanpix

Storbritanniens sundhedsmyndigheder har fredag godkendt coronavaccinen fra Johnson & Johnson til brug i landet.

Det oplyser det britiske sundhedsministerium i en udtalelse.

Vaccinen kræver blot et enkelt stik for at være effektiv mod coronavirus.

I Danmark er den taget ud af vaccinationsprogrammet på grund af bekymringer om bivirkninger. Den tilbydes nu - ligesom AstraZeneca-vaccinen - udelukkende gennem en tilvalgsordning.

Storbritanniens sundhedsministerium oplyser, at man har bestilt 20 millioner doser af Johnson & Johnsons vacciner. Det er en nedjustering af briternes oprindelige ordre på 30 millioner doser.

Johnson & Johnson-vaccinen er den fjerde coronavaccine, der får grønt lys i Storbritannien. De andre er fra Pfizer/BioNTech, Moderna og AstraZeneca.

Over 38 millioner personer i Storbritannien har hidtil fået mindst ét vaccinestik. Det er over halvdelen af landets befolkning på 66,5 millioner.

Storbritannien håber på at have vaccineret resten af landets voksne befolkning inden udgangen af juli.

Storbritannien er et af de lande i verden, der er længst fremme med vaccinationer. Blandt lande med mindst en million indbyggere er der kun tre lande, der har vaccineret flere per indbygger. Det skriver BBC.

De Forenede Arabiske Emirater og Israel har begge uddelt 122 stik per 100 indbyggere, mens Bahrain har uddelt 93 stik per 100 indbyggere.

Storbritannien har uddelt 91 stik per 100 indbyggere.