De britiske myndigheder har tilføjet Danmark på dets 'røde liste'. Det betyder, at alle, der rejser fra Danmark ind i Storbritannien, skal i 14 dages hjemmekarantæne. Det skriver Sky News.
De nye restriktioner træder i kraft klokken fire om morgenen lørdag 26. september.
Foruden Danmark er også Slovakiet, Island og den caribiske ø Curacao kommet på listen.
Storbritannien er et af de lande, der har registreret flest coronasmittede. I øjeblikket testes op mod 6000 positive hver dag.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Det stigende smittetal har fået landet til at indførte en lang række nye restriktioner for at bremse smittespredningen. Blandt andet må maksimalt 15 personer samles til bryllup, mens 30 må deltage i en begravelse.
Alle barer, restauranter og cafeer må kun modtage bestillinger ved bordene, og ligesom i Danmark er de tvunget til at lukke klokken 22. Derudover er der indført forsamlingsforbud på seks personer.
Premierminister Boris Johnson har meddelt briterne, at de skal være forberedt på, at restriktionerne kommer til at gælde det næste halve år.
Belgiske restriktioner
Også de belgiske myndigheder har indført krav om syv dages karantæne for rejsende fra Region Hovedstaden. Det skriver Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter.
Derudover skal de rejsende kunne fremvise en negativ coronatest.
Kravene gælder turister, men ikke hvervsrejsende.