Storbritannien kritiserer Rusland for dom over Putin-fjende

Britisk regering er bekymret over dom til Navalnij, som udelukkes fra at stille op til russisk præsidentvalg.

Den britiske regering er bekymret over, at oppositionsleder Aleksej Navalnij i Rusland onsdag blev idømt fem års betinget fængsel.

Dommen betyder, at han ikke kan stille op ved præsidentvalget mod Vladimir Putin til næste år.

Storbritannien opfordrer Rusland til at "værne om de demokratiske principper", hedder det på det britiske udenrigsministeriums hjemmeside:

- Dommen over Navalnij afspejler en bekymrende udvikling i Rusland, hvor rummet for offentlig debat og lovlig opposition svinder yderligere. Og hvor politiske aktivister og det civile samfund bliver mødt af et stigende pres.

Aleksej Navalnij, som har været åbenmundet kritiker af Putin, blev onsdag igen fundet skyldig i en sag om svindel ved en russisk domstol.

Straffen var fem års betinget fængsel og en bøde på 500.000 rubler, hvilket svarer til lige under 60.000 danske kroner.

Desuden må politikeren ikke stille op til præsidentvalget i 2018. Putin ventes at genopstille.

Sagen er gået om efter en kendelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2013.

Domstolen sagde dengang, at Navalnij og hans bror, som også var anklaget i sagen om svindel, ikke fik en retfærdig retssag.

Oppositionspolitikeren sagde onsdag, at han ikke opgiver sin valgkampagne uden videre. Han håber fortsat at komme på stemmesedlen.

- Vi vil klage til alle domstole - herunder forfatningsdomstolen. Vi vil klage over den regel, vor modpart henviser til, da den er i strid med forfatningen, sagde Navalnij ifølge nyhedsbureauet Tass.

Han mener, at dommen er et tegn på, at Kreml opfatter ham som farlig.

Navalnij, der tidligere har kaldt Putin for "korruptionens tsar", har været fængslet for kritik af styret og for politisk aktivisme.

Navalnij, der er født i juni 1976, har flere partier, der spænder fra højrefløj til venstrefløj, bag sig.

Han blev nummer to ved et borgmestervalg i Moskva i 2013.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere