Storbritannien sænker coronavarsel til niveau 4

Storbritannien er for første gang i lang tid gået fra det højeste beredskabsniveau til det næsthøjeste

Boris Johnson lukkede Storbritannien ned i oktober.

Efter en langvarig og benhård nedlukning, kan den britiske befolkning øjne en lille smule lys for enden af tunnelen.

Således er landets coronavarsling blevet sænket fra det højeste niveau 5 til niveau 4.

Det skriver flere britiske medier, heriblandt Sky News.

Storbritanniens varslingssystem er baseret på, hvor stort et pres sundhedssystemet er udsat for, og de går dermed fra det højeste niveau, som betyder, at der er 'en risiko for, at sundhedsvæsenet bliver overbelastet' til, at 'smitten med covid-19 er høj eller stiger eksponentielt'.

Sverige skærper coronarestriktioner

'Bliv vaccineret'
Ændringen i varslingsniveauet skyldes, at der i løbet af den seneste tid er sket et stort fald i antallet af indlagte, hvorfor man på nuværende tidspunkt ikke øjner en fare for, at sundhedsvæsenet kollapser.

'Sundhedssystemet på tværs af de fire nationer (England, Wales, Skotland og Nordirland, red.) er fortsat under et betydeligt pres med et højt antal patienter på hospitalerne, men ikke desto mindre kan vi nu takket være befolkningens indsats se, at tallene løbende falder, og faren for, at sundhedsvæsenet bliver overbelastet i løbet af de næste 21 dage, er aftaget,' lyder det i en fælles udtalelse fra ledelsen i de forskellige sundhedssektorer i Storbritannien.

De advarer dog imod, at man tror, at faren er overstået.

'Antallet af smittede, presset på hospitalerne og dødstallet er stadig meget højt. Med tiden vil vacciner have en stor betydning, og vi opfordrer alle til at blive vaccineret, når de får tilbuddet,' lyder det.

70.000 bøder
Siden starten af januar har hovedparten af Storbritannien været pålagt hårde restriktioner, der betyder, at befolkningen med meget få undtagelser skal blive hjemme. Således har det kun været tilladt at forlade sit hjem for at handle ind, for at motionere én gang om dagen eller for at tage på strengt nødvendigt arbejde. Det har ikke været tilladt at have gæster i sit hjem, med mindre man er alene eller bor alene med børn under 18.

England påbegynder 8. marts en forsigtig genåbning, hvor skolebørn kan komme tilbage i skole. Skolebørnene har været tilbage i Wales og Skotland siden 22. februar. Derudover bliver det tilladt at mødes med én person, der ikke er en del af ens husstand, udendørs.

Boris Johnson: England genåbnes over fire etaper

Storbritannien er et af de lande i verden, som ad to omgange har været underlagt de allerhårdeste restriktioner, efter at landet to gange har været ramt af voldsomme smittetal med efterfølgende høje dødstal til følge.

Det er dog langt fra alle, der har været lige begejstrede for restriktionerne, og nye tal fra politiet viser, at der er blevet uddelt i alt knap 70.000 bøder for overtrædelse af coronarestriktionerne, siden de for første gang blev indført 27. marts sidste år.

61 tilfælde af ny coronavariant stammer fra tre større udbrud