Storby opdelt: Mænd og kvinder hver for sig

I Colombia tager man drastiske træk i brug for at mindske risikoen for smitte med coronavirus

I Bogotá må mænd og kvinder færdes hver for sig. Mænd har udgangstilladelse til vigtige gøremål på ulige dage, mens kvinder har retten på lige dage. Foto: Raul Arboleda/Ritzau Scanpix
I Bogotá må mænd og kvinder færdes hver for sig. Mænd har udgangstilladelse til vigtige gøremål på ulige dage, mens kvinder har retten på lige dage. Foto: Raul Arboleda/Ritzau Scanpix

Der er mange måder at bremse udbredelsen af coronavirus.

I Colombia er en de mere alternative opskrifter blevet effektueret, når det gælder missionen om at holde afstand.

New York Times skriver, at gadebilledet i hovedstaden Bogotá, som tæller otte millioner indbyggere, nu bliver kønsopdelt.

En model, som også er indført i Panama.

Mænd får lov at opsøge nødvendige gøremål på ulige dage, mens det på lige dage er kvindernes tur.

Beslutningen er en konsekvens af, at man i Latinamerika oplever store vanskeligheder med at holde folk indendørs trods myndighedernes anbefalinger, tiltag samt forbud om udgang ved karantæne.

Særligt i storbyerne kan det volde problemer i forhold til befolkningstætheden og den stigende smitterisiko heraf.

Der er 3105 coronasmittede i Colombia, og majoriteten af dem skulle ifølge New York Times stamme fra Bogotá.

I hovedstaden vil der være undtagelser i forhold til kønsopdelingen.

Personer med kritiske arbejdsfunktioner på eksempelvis hospitaler er ikke underlagt reglen.

Og skal hunden luftes, må både mænd og kvinder gøre det, så længe det ikke tager mere end 20 minutter.

Alvoren er til at føle på. Bliver borgere taget på fersk gerning - på det forkerte sted, den forkerte dag, som det forkerte køn - falder hammeren.

Sådanne fejltrin straffes med bøde, der svarer til ca. 1650 kroner. Det flugter med en gennemsnitlig månedsløn i Colombia.

Falder halvdelen af betalingen ikke indenfor fem dage, risikerer personerne at blive retsforfulgt.

Borgmesteren i Bogotá, Claudia López, har bebudet, at transkønnede kan falde ind i ordningen ved at optræde som det køn, de identificerer sig med.

65 kommentarer
Vis kommentarer