Store fisk er tilbage i Nordsøen: Fordobling siden år 2000

Nyt studie fra DTU Aqua viser, at der i Nordsøen er sket en fordobling af store fisks biomasse siden år 2000

Under havoverfladen i Nordsøen nærmest vrimler det med store fisk som for eksempel torsk og rødspætte.

Det viser ny forskning fra DTU Aqua, der beskriver en markant stigning i mængden af store fisk i det nordøstlige Atlanterhav.

Undersøgelsen viser, at siden årtusindskiftet er biomassen for i alt 25 undersøgte arter fordoblet. For visse arter som torsk, rødspætte og kulmule er der endda tale om en tre- og firedobling.

Den typiske historie om fiskeriet handler om overfiskning, men dette er ”en succeshistorie for europæisk fiskeriforvaltning”, mener professor og sektionsleder ved DTU Aqua Ken Haste Andersen.

- Det er en god historie, som er lidt overraskende. Mange af bestandene af de store fisk er faktisk på vej op efter mange år med overfiskning, som sendte dem helt i bund, siger han.

- Vi har været i stand til at kontrollere mængden af fiskeri, sådan at arterne er begyndt at komme tilbage igen.

Lignende positive tendenser kan man se flere steder i verden, hvor man har en stærk og velfungerende fiskeriforvaltning, forklarer professoren. I udviklingslande og Middelhavet er der dog fortsat store problemer med overfiskning.

Forskningen peger også på en helt ny problemstilling for de store fiskearter i Nordsøen. Store arter tæller de fisk, der kan nå en maksimal størrelse på mindst en meter.

Måske kan der i fremtiden faktisk blive behov for at tynde ud i bestanden af dem.

Ellers risikerer de store fisk at komme i skarp konkurrence om føden, hvilket fører til, at de store fisk ikke vokser lige så meget som ellers.

Men det er endnu ikke alle arter, hvor fiskeriet har nået et bæredygtigt niveau, forklarer Ken Haste Andersen.

- For nogle arter har man nået et bæredygtigt niveau, mens andre ikke er der endnu, siger han.

- Generelt set er der en stigende andel af bestande i Danmark, der bliver bæredygtigt udnyttet. Mange er endda blevet MSC-certificeret, og så får de et lille blåt mærke på pakken, siger Ken Haste Andersen.

MSC er en standard for bæredygtigt fiskeri.

- Men i Østersøen og i Kattegat er man noget mere udfordret. I den østlige Østersø nær Bornholm er der for eksempel sket det besynderlige, at torskene er blevet tynde og slatne. Vi ved faktisk ikke helt hvorfor, siger han.

Undersøgelsen er baseret på data frem til 2016. Biomassen er den samlede masse af fisk i et område.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere