Store forsinkelser: IC-tog påkørte en genstand

Passagerer, der rejser på hovedstrækningen, opfordres til at tjekke forsinkelser på Rejseplanen

Der er massive forsinkelser i togtrafikken her til eftermiddag, efter et Intercity-tog omkring klokken 10.30 i formiddag påkørte en jernplade, som formentlig er blevet tabt af et godstog. Forsinkelserne vil vare indtil tirsdag aften.

- Der vil være forsinkelser resten af aftenen. Det spor, som har været lukket,forventes at blive åbnet 21.30, og så kan man køre ganske langsomt over. Det påvirker især trafikken mellem Sjælland, Fyn og Jylland, oplyser en presseansvarlig hos DSB til Ekstra Bladet tirsdag klokken 18.00.

Der er tale om såkaldt 'puffer', som er en jernplade og en fjeder, der optager de stød, der opstår under bremsning eller rangering, der er røget ned under toget og har beskadiget tanken og tilsyneladende også sporet. Derfor er Banedanmark ude og besigtige stedet.

Se mere video på localeyes.dk

- De skal lige tjekke, at sporet er, som det skal være, før det kan åbnes igen, fortæller trafikinformationschef hos DSB, Tony Bispeskov.

Påkørslen skete lige vest for Ringsted Station.

- Der er en hel del diesel, der er løbet ud, og det tog holder på en måde, hvor det også spærrer for trafikken, fordi det nu skal fjernes med en kran, fortæller Tony Bispeskov.

Påkørslen forårsager gener for de togrejsende her til eftermiddag.

- Det betyder jo desværre, at vi har været nødt til at lave nogle aflysninger af nogle regionaltog. De regionaltog, der normalt kører mellem København og Slagelse. Og så er der forsinkelser på især intercity og lyntogs-trafikken, fordi det er de tog, der især kører på den strækning. Så det vi kalder landsdelstrafikken, altså trafikken mellem Jylland, Fyn og Sjælland, fortæller Tony Bispeskov og tilføjer, at forsinkelserne ligger på op til 45 minutter for de værste forsinkelser, mens andre kører med forsinkelser på ti minutter.

- Så vores råd til folk, der skal rejse på hovedstrækningen er, at de lige tjekker på Rejseplanen, for de her forsinkelser har spredt sig til hele landet, selvom det er en isoleret del af landet, det er sket i.

Han forventer, at problemerne vil fortsætte indtil tidligst klokken 18, men muligvis længere.

24 kommentarer
Vis kommentarer