Anden er spist, vinen er drukket og nu skal gaver og familie fragtes hjem.
Sådan ser det i hvert fald ud for tusindvis af danskere, der giver sig ud på vejene i dag.
- Folk skal til julefrokoster rundt omkring, og så er der meget trafik mellem Jylland og Sjælland. Steder, hvor folk har holdt jul, som de efterfølgende skal hjem fra, siger pressevagten ved Vejdirektoratets Trafikcenter til Ekstra Bladet.
190.000 bilister
Sund & Bælt forventer at ikke mindre end 190.000 bilister krydser Storebælt mellem 23. og 27. december, mens 26. december er årets ubestridt største rejsedag.
Af samme grund advarer Vejdirektoratet om stor risiko for kødannelser og forlænget rejsetid, hvor særligt en rute er yderst velbesøgt af danske bilister.
- Det er jo den klassiske strækning tværs over landet, fra Aarhus over Kolding og mod København. Og det er i begge retninger, der vil være mange biler, siger pressevagten.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Undersøg situationen
Særligt mellem klokken 11 og 15 bliver der travlt på vejnettet.
- Så vi anbefaler, at man undersøger den aktuelle trafiksituationen inden man sætter sig ud i bilen, og vurderer, om det eventuelt giver mening at vente med at køre. Der kan jo være sket en masse hændelser på de strækninger, man skal køre på.
- Dermed kan man undgå at køre direkte ud i en kø, lyder det fra Vejdirektoratet.
Så vil man sno sig udenom køerne og tæt trafik, giver det altså god mening at give sig til alt muligt andet end at køre bil i tidsrummet 11-15.
- Vi kan dog også godt anbefale at man undgår det tidsrum. Kører man tidligt om morgenen, og tager morgenmaden på sit ankomststed, så kan man højst sandsynligt undgå den værste trafik. Samme gør sig gældende, hvis man venter til ud på aftenen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
X-faktoren
En ubekendt faktor kan dog også snige sig ind i ligningen for danskernes bilkørsel. Nemlig tågen.
- Der er risiko for tåge i dag, så man skal naturligvis også være opmærksom på vejret. Kør i god tid - og husk god afstand, opfordrer Vejdirektoratet.
Langt de færreste tager dog 'den klassiske strækning tværs over landet' dagligt, så forholdene på vejen kræver også bilisternes opmærksomhed.
- Der vil være en del trafikanter, der kører steder, hvor de ikke er vant til at køre. Og der er det især ved sammenfletningerne, at folk har svært ved at finde ud af hvordan og hvorledes, så der skal man også være ekstra opmærksom, lyder det.
X-faktor og sammenfletninger til trods lyder der dog fortrøstningsfulde toner i forhold til at komme gennem dagen uden nogen 'større hændelser.'
- Men det allerbedste fif er selvfølgelig at holde øje med situationen, og så vidt muligt undgå tidsrummet 11-15.