Store vaccinationsdag: - Jeg glæder mig til andet stik

I dag er det store vaccinationsdag, og det betyder, at 100.000 skal vaccineres i hele landet. Det er en mundfuld, så Ekstra Bladet tog til et vaccinationscenter i Ishøj for at høre de nyvaccinerede, hvordan de oplevede dagen

Folk strømmede til vaccine-centeret i Ishøj på den store vaccinedag.

I løbet af hele mandag er der 100.000 danskere, som endelig skal have noget, de har ventet på i lang tid.

Nemlig en vaccination mod covid-19.

Ekstra Bladet tog derfor ud til Ishøj Idræts- & Fritidscenter, som siden starten af februar har været der, hvor borgere fra området har kunnet få et stik i armen for at blive klogere på, hvordan de nyvaccinerede oplevede dagen.

Bare i dag er der nemlig omkring 4000 mennesker, der skal igennem vaccinationscentret i Ishøj, og da Ekstra Bladet mandag middag kommer derud, ser der ud til at være en gnidningsfri strøm af mennesker ind og ud ad halbygningens lokaler.

Du skal dog være heldig for spotte en ledig p-plads, og enkelte biler holder i kø ved en lille rundkørsel ude foran indgangen.

Omkring 4000 mennesker skulle i dag ind ad dørene til vaccinationscentret i Ishøj. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Omkring 4000 mennesker skulle i dag ind ad dørene til vaccinationscentret i Ishøj. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Regionerne går til generalprøve i storskala-vaccination

Ikke kort derfra står to personer i gule jakker og hjælper tilkomne ind ad døren.

- Vi må håbe, de har slebet nålene i dag, lyder det fra en vittig servicemand, da han tager imod et ældre par.

Men var nålene så overhovedet spidse?

Intet at mærke
Det mente 76-årige Kurt Kristensen, at de var.

Han fik sit første stik i dag med Pfizer, og det var han godt tilfreds med.

- Jeg synes, det gik rigtig godt, siger han.

- Der var intet at mærke, og nu venter jeg på at kunne få mit andet stik 5. maj. Så det har været en fin dag.

- Hvad skal du så efter 5. maj?

- Jeg skal ud at spise.

Kurt Kristensen var godt tilfreds efter sin vaccination. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Kurt Kristensen var godt tilfreds efter sin vaccination. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Mange samlet
73-årige Ingvar Hansen var også glad for få første stik, men selvom han havde glædet sig til dagen, så synes han ikke, at der var tilstrækkeligt med plads ved vaccinationsstedet.

- Det er godt, at jeg får vaccinen, så føler jeg mig mere sikker, siger han.

- Men jeg synes, det er mange, de samler.

Ifølge Ingvar kunne man godt fordele det lidt bedre, så der ikke var så mange samlet på et sted.

- Over 100.000 skal vaccineres i dag og omkring 4000 her på centeret i Ishøj. Hvad tænker du om det?

- Jeg synes, det er godt. Det er den eneste måde at komme virussen til livs på, siger han.

Om en lille måneds tid skal Ingvar have sit andet stik. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Om en lille måneds tid skal Ingvar have sit andet stik. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Skal besøge sin mor oftere
For 70-årige Brita Hjort er det normalt ikke så rart at være for tæt på andre mennesker på grund af smitterisiko, men hun har alligevel i dag vovet sig til vaccinationscentret i Ishøj for at få en vaccine.

- Jeg har i lang tid isoleret mig selv, fordi jeg har været nervøs for at blive syg. Jeg har ikke gået i butikker eller noget, siger hun.

Brita har nemlig en lungetilstand, der gør, at hun helst ikke vil smittes af virussen.

- Men jeg er så glad for, at jeg nu har fået første stik. Det er gået strygende i dag, og det tog ikke lang tid.

Også Brita står til at skulle vaccineres endnu en gang i maj.

- Hvad er du mest glad for ved vaccinen?

- Den ro, som jeg får, ser jeg meget frem til, siger hun.

- Og så skal jeg besøge min 105 år gamle mor oftere på plejehjemmet.

Brita Hjort glæder sig til at kunne se nogle mennesker, efter hun er færdigvaccineret. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Brita Hjort glæder sig til at kunne se nogle mennesker, efter hun er færdigvaccineret. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Skal rejse til Tyrkiet
På parkeringspladsen kommer Akif og Yildiz Erman gående. Det er 72-årige  Akif, som skal vaccineres i dag, og det glæder han sig til.

- Jeg er så glad, siger han.

- Hvorfor?

- Fordi jeg får min første vaccination i dag, siger han.

Parret skal blandt andet rejse til Tyrkiet på ferie og for at se noget familie, når de begge er vaccineret. Der går dog lidt tid, fordi Yildiz ikke har fået en indkaldelse endnu.

De har taget turen fra Farum i dag, og Akif glæder sig til at være mere beskyttet mod coronavirussen.

Yildiz og Akif Erman går storsmilende hen mod indgangen til vaccinationscentret. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Yildiz og Akif Erman går storsmilende hen mod indgangen til vaccinationscentret. Foto: Rasmus Flindt Pedersen