Storke-drama: Nationalklenodie tæt på at dø

Et stykke af en gummislange kunne have haft fatale konsekvenser for en lille storkeunge

Her spiser storkeungen gummislangen, der kunne have store konsekvenser Video: TV Syd

Storkeungen kom galt afsted, efter at forældrene Tommy og Annika trak et lille stykke gummislange ud fra reden i Smedager.

Ungen troede nemlig, der var tale om mad og forsøgte at spise slangen på 30-40 centimeter, hvilket resulterede i, at slangen satte sig fast i halsen på ungen.

Efter episoden kom den lille fugl til behandling på Hårlev Dyreklinik, hvor dyrlæge Bjarne Rasmussen skulle se på patienten, det skriver TV Syd. Men efter at have set på røntgenbillederne besluttede dyrlægen at lade gummislangen blive liggende.

- Storkens muskler og kropsvarme har gjort, at gummiet har bevæget sig gennem kroppen. Hvis det kan komme så langt, så er der også en chance for, at det kan komme helt ud af den naturlige vej. Det krydser vi fingre for. Der er større chance for det, end hvis vi begynder at operere igen, lød det fra Bjarne Rasmussen til TV Syd.

I fare for forældrene

Ungen blev kørt tilbage til Smedager torsdag aften klokken 23, men storkeungen var ikke ude af farezonen.

- Virkeligheden er sådan, at forældrene sandsynligvis ikke vil acceptere ungen, når den kom tilbage fra Sjælland. Når forældrene ikke kan genkende lugten, så vil de hakke den ihjel.

Ifølge foreningen så er der en naturlig forklaring på, hvorfor ungen har spist gummislangen.

- Forældrene har nok troet, at det var en snog, og ungen den spiser jo bare alt, hvad der ligner føde, siger Mogens Lange fra Storkene.

Det hele endte dog lykkeligt, da Tommy og Annikas unge omkring klokken 04.30 fredag morgen blev sat tilbage i reden.

I en lille times var den alene i reden, inden mor Annika dukkede op. I første omgang virkede Annika lidt forvirret over situationen - og hun holdt sig lidt på afstand til ungen, der trippede rundt i reden og er begyndt at tage føde til sig igen. Det skriver TV Syd.

 Se ungen komme tilbage i reden her (Video: TV Syd)

46 kommentarer
Vis kommentarer