Storkeungerne Astra og Zeneca forsvandt fredag fra deres rede i den sønderjyske by Smedager.
Lørdag formiddag blev de to unger, som næsten var klar til endeligt at flyve fra reden, fisket døde op af en gylletank, skriver TV SYD.
Til Ekstra Bladet fortæller Jess Frederiksen, der er bestyrelsesformand i foreningen storkene.dk, at man opdagede ungernes forsvinden sent fredag eftermiddag.
- Den ene storkeunge har en gps-sender på, og der får vi leveret signaler, siger han og fortsætter:
- Lige pludselig kunne vi godt se, at der var noget galt. Sent i går eftermiddags blev vi opmærksomme på, at signalet var stoppet i en gylletank.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Derfra vidste foreningen godt, at noget ikke var, som det skulle være.
- Så blev vi klar over, at der var noget helt galt. Her til morgen fandt vi så ikke bare den ene stork, men også dens søster, som havde fulgt med den ned i gylletanken, fortæller Jess Frederiksen.
Astra og Zeneca var kun nogle få måneder gamle.
- De var lige begyndt at flyve for tre-fire uger siden og skulle til at flyve sydpå meget snart, siger Jess Frederiksen.
Tragisk
Foreningen storkene.dk er triste over fundet af de døde unger.
- Det er tragisk. Vi bruger så meget tid på at pleje og passe de her storke, fordi de er så sjældne i Danmark. Vi gør meget for, at vi kan få flere storke, lyder det fra bestyrelsesformanden.
Jess Frederiksen fortæller, at der i Danmark er registret ti storkeunger i år. Derfor har det også stor betydning for den danske bestand, at to af disse nu er døde.
- Det er 20 procent, der bare er røget i en gylletank. Det er trist, siger han.