51-årig Jenna Ryan fik i november en dom på 60 dages fængsel for sin deltagelse i stormløbet på den amerikanske kongres 6. januar sidste år.
Den dag i dag fortryder Jenna Ryan, der til dagligt arbejder som ejendomsmægler, dog ikke, at hun var med til at vise sin utilfredshed med valgresultatet sidste år foran kongressen i den amerikanske hovedstad Washington D.C.
Det fortæller hun til svenske Aftonbladet, der har besøgt den 51-årige kvinde i hendes hjemstat Texas, kort før hun skulle afsone sin straf.
- Vi var rasende! Vi så det sådan, at der foregår valgsvindel, og vi har ret til at protestere. Det er ikke kun vores ret men vores pligt, siger Jenna Ryan til Aftonbladet.
Delt på sociale medier
Den famøse dag sidste år tweetede hun endda, at dagen var den bedste i hendes liv.
En af hendes andre tweets, der nu er slettet, blev efter angreb delt flittigt på sociale medier.
Tweetet viste hende stå foran et smadret vindue i kongressen med en tekst, hvor hun skrev, at medierne var de næste, der stod for skud, hvis medierne ikke stoppede med at lyve.
Hun mener selv, at den ekstra opmærksomhed var skyld i, at hun blev dømt til at skulle i fængsel, og dommeren brugte hende som et eksempel til at afskrække andre.
Jenna Ryan forventes at afsone sin dom inden for de kommende uger.
I alt fem personer døde under stormen på kongressen, men hvad bliver konsekvenserne for de over 700 sigtede? Læs mere her (+).