Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Stormen Bodil smadrede Gittes hjem: Sådan går det nu

I dag er det fem år siden, at stormen Bodil ramte Danmark. I Frederikssund Kommune blev beboerne ramt hårdt, og nu fortæller en af dem om tiden efter stormen

I Frederikssund Kommune er der endnu ikke fundet nogen permanent løsning med stormflodssikring. Privatfoto
I Frederikssund Kommune er der endnu ikke fundet nogen permanent løsning med stormflodssikring. Privatfoto

Selvom Bodil i dag har fødselsdag, så bliver der næppe sunget fødselsdagssange rundt omkring i landet.

Bodil er nemlig navnet på den storm, som raserede for præcis fem år siden i dag og efterlod store områder oversvømmet, mens mange beboere fik ødelagt inventar i oversvømmede kældre og lignende.

Særligt Nordsjælland var hårdt ramt, da Roskilde Fjord blev oversvømmet ved kysterne omkring Frederikssund.

For Gitte Fritzbøger Christoffersen og hendes familie kom oversvømmelsen helt tæt på.

Her fem år senere er hun stadig frustreret, fordi hun ikke føler, at Frederikssund Kommune gør noget for at stormflodssikre kystlinjen.

Skyndte sig hjem
Ekstra Bladet talte for fem år siden med Gittes datter, Patricia, da stormen netop havde skyllet vand ind i hele underetagen af deres hus på Irisvej i Frederikssund. Nu fortæller Gitte om tiden under og efter oversvømmelsen.

Gitte og Lau Christoffersen var begge på arbejde i København, da Gitte pludselig blev ringet op af en nabo, mens hun sad i møde.

- Han sagde, 'vandet står oppe på Irisvej, og det kommer rimelig hurtigt. Du skal komme hjem NU', fortæller Gitte Christoffersen om den dag, stormen ramte.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Vandet stod højt i underetagen, da Gitte og Lau Christoffersen kom hjem. Privatfoto
Vandet stod højt i underetagen, da Gitte og Lau Christoffersen kom hjem. Privatfoto

På vej hjem fra København fik Gitte kontakt til naboen Martin. Han fortalte, at hans eget hus allerede var oversvømmet. Derfor tilbød han at låse sig ind og begynde at redde ting op fra underetagen hos dem.

- Da vi kom hjem, kunne vi se, at de havde spærret det hele af.

- Så løb vi bare, alt hvad remmer og tøj kunne holde og i højhælede sko, fortæller Gitte Christoffersen.

Meget blev ødelagt

Gitte, Lau og Patricia Christoffersen måtte i tiden efter oversvømmelsen bo på husets øverste etage, hvor de skulle deles om 80 kvadratmeter.

Alt, hvad der ikke blev reddet op fra gulvet på underetagen, var ødelagt. De sørgede for, at de fik reddet de vigtigste ting op, så de trods alt havde tøj at få på.

Dyre ting som TV og andet elektronik blev reddet op, mens mindre vigtige ting som kommoder blev efterladt til fordel for andet.

'De blå mænd', som Gitte kalder dem, kom ugen efter for at desinficere underetagen, der var fyldt med bakterier fra kloakken og skimmelsvamp, mens familien var flyttet ind på overetagen.

Her boede de så i rodet af de reddede ejendele, som de sørgede for at opbevare så meget som muligt af i et enkelt lokale, så de to resterende lokaler var til at bo i.

Heldigvis dækkede forsikringen det hele, da det primært var kloakvand, som havde skadet underetagen, og derfor går det ifølge Gitte under et andet dækningskrav end stormskader.

Det tog omkring halvandet år, før det hele var tilbage ved det gamle i huset på Irisvej.

Gitte og Lau Christoffersen har selv investeret i et højvandslukningssystem på kloakken, så de er sikrede, hvis kloakken igen er ved at løbe over.

Den kostede dem 45.000 kroner, men de betragter det som en god investering, til hvis uheldet skulle være ude igen.

Derudover har de oprettet en beredskabsplan, så de er klar med sandsække og nabohjælp, hvis det bliver nødvendigt.

 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mangler løsninger
Gitte Christoffersen er frustreret over, at der endnu ikke er kommet et løsning fra Frederikssund Kommune.

Hun kan i stedet se på Roskilde Kommune, hvor de har opført et dige, som holder frem til 2025.

- Mit indtryk er, at Frederikssund Kommune ingenting gør ved det her. Intet, siger Gitte Christoffersen.

Sådan forholder det sig dog ikke ifølge borgmester John Schmidt Andersen.

- I 2014 kaldte vi kommunerne omkring Roskilde Fjord sammen. Vi fik undersøgt, hvilke muligheder der var for at stormflodssikre enten Roskilde Fjord eller hele området.

- På daværende tidspunkt fik vi at vide, at det var alt for besværligt og faktisk fuldstændig uladsiggørligt, siger han.

Efterfølgende talte de om en løsning ved kronprins Frederiks bro nær Frederikssund By, der ville sikre hele den inderste del af Roskilde Fjord, og som de skulle være flere kommuner om at finansiere i et regionalt samarbejde.

Samtidig spurgte de staten, om de ville være medfinansierende på projekt, eller om de ville koordinere, hvem der skulle betale hvad.

- Staten ville ikke være med til hverken finansiering eller en koordinering af betaling, så derfor er vi kommet ned, hvor vi laver små, lokale løsninger, siger han.

Ifølge John Schmidt Andersen vil det gavne alle kommuner i området, hvis de satser på en mere permanent løsning, men her fem år senere er de altså endnu ikke nået til enighed.

John Schmidt Andersen er borgmester i Frederikssund Kommune, hvor de gerne vil finde en permanent løsning med stormflodssikring for hele regionen. Foto: Maud Lervik
John Schmidt Andersen er borgmester i Frederikssund Kommune, hvor de gerne vil finde en permanent løsning med stormflodssikring for hele regionen. Foto: Maud Lervik

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen