Stormflod er en forsmag på fremtidens vejr

Danmark skal rustes til at håndtere de oversvømmelser, vi vil se flere af i fremtiden

Netto i Stege kæmpede mod vandmasserne. Foto: Per Rasmussen
Netto i Stege kæmpede mod vandmasserne. Foto: Per Rasmussen

Stormfloden, som har ramt store dele af Danmark, er blot en forsmag på fremtidens vejr, hvor kraftig regn, storme og højere havniveau kommer til at betyde flere oversvømmelser.

Det siger Ole Mark, som er Ingeniørforeningens ekspert i klimatilpasning.

- Det er noget, vi må vænne os til. Når man kigger i den danske krystalkugle, kan vi se, at vandstanden i de indre danske farvande vil stige med cirka en halv meter i år 2100, siger Ole Mark.

- Om 80 år skal man altså lægge en halv meter til de vandstande, vi så i går. Og så går det hen og bliver betydeligt værre.

Se også: Netto-butik i panik: Holder vandet ude med mel og kattegrus

Stormfloden onsdag aften og natten til torsdag er en såkaldt 100-års hændelse. Det betyder, at der hver år er én procents risiko for, at Danmark vil blive ramt af så høje vandstande.

- Det skal altså ikke forstås sådan, at vi først vil se noget lignende, som det vi så i går, om 100 år igen, siger klimaeksperten.

Derfor er der ingen grund til at vente på den næste store storm eller stormflod. I stedet bør man gå i gang med at ruste Danmark til fremtidens vejr.

- Der bør laves en systematisk kortlægning af risikoen for oversvømmelse fra havet. Nogle kommuner har lavet det i dag på frivillig basis, men alle kommuner bør lave en kortlægning, så man begynder at forholde sig systematisk til risikoen, siger Ole Mark.

4 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere