Med en gæld på 350 millioner kroner til Roskilde Bank var ejendomsmatador Jens Juul-Hansen med til at drive banken i døden op til finanskrisen i 2008.
Men allerede i januar 2007 begyndte Jens Juul-Hansen at afvikle de mere end 40 ejendomsselskaber, som havde lånt de mange millioner i Roskilde Bank. Samtidig købte han i hemmelighed, gennem Nordea i Luxembourg, et anonymt selskab i Panama.
Det skriver Politiken søndag.
Selskabet i Panama blev oprettet i juni 2007, før nogen i offentligheden anede, at alt var ved at ramle for Jens Juul-Hansen.
Advokatfirmaet Mossack Fonseca sikrede, at ingen kunne forbinde selskabet med Juul-Hansens danske fallitbo. Stråmænd blev indsat i ledelsen, selskabet udstedte navnløse aktier. En hemmelig fuldmagt viser, hvem der den dag i dag råder over selskabet og kontoen hos Nordea: Jens Juul-Hansen og hans hustru, Ulla.
Selskabet og kontoen afsløres først nu af dokumenter i Panama Papers, lækagen af papirer fra Mossack Fonseca, som Politiken har adgang til.
Det har til dato været en hemmelighed mellem dem, advokaterne i Panama og Nordea. Da Jens Juul-Hansen i 2010 blev erklæret personligt konkurs med en gæld til Roskilde Bank på 351 millioner kroner, fik konkursboet intet at vide om selskabet i Panama og kontoen i Luxembourg.
Det kan være ulovligt, siger Lars Bo Langsted, juraprofessor ved Aalborg Universitet: »I forhold til personlig konkurs skal han lægge alle aktiver frem, uanset om de befinder sig uden for landets grænser og for eksempel er ejet af et selskab i Panama, som han reelt ejer«.
Henrik Bjerre Nielsen, direktør for Finansiel Stabilitet, der overtog ruinerne af Roskilde Bank, vil ikke kommentere den konkrete sag, men siger til Politiken:
»Har vi indtryk af, at der er noget, vi ikke har fået at vide, er vi da særdeles interesserede i det. Hvis man unddrager kreditorerne penge, som man skylder dem, er det en alvorlig sag«.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.