Røde flag vajer lige nu ved flere populære danske strande.
Det skyldes stort fund af blågrønne alger i vandet ved flere strande ved Øresund.
Det skriver TV 2 Lorry.
Det er strande i Lyngby-Taarbæk, Gentofte, Rudersdal kommuner og Svanemøllen Strand, der ligger i Københavns Kommune, der er blevet lukket. I alt er otte strande lukket ved Øresund lukket.
Svanemøllen Strand er ifølge TV 2 Lorrys oplysninger den eneste strand i København, der er ramt af alger.
Men Marianne Grundsøe Skovfoged, der er kommunikationschef hos Gentofte Kommune, fortæller til Ekstra Bladet, at der er fundet alger på flere af kommunens strande, og at badning derfor frarådes.
- Lige nu er der kraftige algeforekomster i Øresund, herunder blandt andet på Bellevue, Skovshoved Havn, Charlottenlund Strandpark og Hellerup Strand. Vi fraråder derfor badning, indtil vandet igen er så klart, at man kan se sine tæer, når man står i vand til knæene, lyder det fra kommunikationschefen.
Hold også selv øje
Hun fortæller, at kommunen løbende holder øje med alger i vandet, men at det også er vigtigt, at man som badegæst selv holder øje.
- Algerne kan drive væk ligeså hurtigt, som de samles. Derfor er det vigtigt, at man selv kigger efter større plamager af alger, selvom der ikke er advarselsskilte på stranden, lyder det fra Marianne Grundsøe Skovfoged.
I Rudersdal Kommune er alle strande på nær én ramt af alger
- Vi fraråder badning på Vedbæk Sidestrand, stranden ved Lokes Høj, stranden ved Struckmannparken, Skodsborg Strandpark. Vedbæk Nordstrand ser fin ud indtil videre, siger Jens Gregersen, kommunikationschef i Rudersdal i Kommune til TV2 Lorry.
Farlige for mennesker og dyr
De blågrønne alger, der er fundet ved strandene kan være farlige for både mennesker og dyr.
Hos mennesker kan algerne forårsage hudirritation, mavesmerter og kløe. Det er straks mere alvorligt for dyr. Der har været eksempler på, at hunde er døde, efter at have drukket vand med blågrønne alger.
Livredningstjenestens guide lyder på, at hvis man stiller sig i vandet med vand til knæene og ikke kan se sine fødder, skal man holde sig fra at bade.
Det er sommerens usædvanligt høje temperaturer, der er årsagen til algerne. Alger formerer sig i varmt vejr, og når vejrforholdene er stille, samler de sig i vandoverfladen, hvor de bliver synlige.
Algerne har allerede også ført til, at det frarådes, at man bader ved flere kyster rundt om i landet.
Fire steder i Varde Kommune frarådes det eksempelvis, at man bader, hvis man har allergi, hudsygdomme og nedsat immunforsvar.
I Varde Kommune er der tale om Henne Strand, Vejers Strand, Grærup Strand og Børsmose Strand. Her er der blevet fundet rødalger, og det frarådes derfor, at man bader ved kysterne.
Flere kommuner advarer: Bad ikke i de her søer
Livreddere advarer danske strandgæster: Pas på farlige slanger i vandet
Trodser ikte-angreb: Danskerne bader videre
Advarer mod parasitter i populære badesøer: De borer sig gennem huden