Et større kemikalieudslip er sket ved virksomheden Brenntag, der holder til ved havnen i Kalundborg.
Det skriver TV 2 Øst.
Det er det flydende kemikalie natronlud, der skulle være sivet ud.
Natronlud benyttes ofte til at fremstille sæbe og rengøringsmidler.
- Vi opererer med en sikkerhedsafstand på 50 meter, fordi man kan komme forholdsvis tæt på et kemikalie, der afgiver dampe – og jo tættere man kommer på, jo kraftigere påvirkning kan man få, udtaler kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard til TV 2 Øst.
Han understreger til gengæld, at kemikaliet kun er farligt ved fysisk kontakt.
Alligevel har brandvæsnet tilkaldt specialister, der skal håndtere kemikalieudslippet.
Indtil videre lyder meldingen, at ingen er kommet til skade i forbindelse med udslippet.
Ifølge TV 2 Øst anser politiet udslippet som et uheld og betragter derfor sagen som lukket.