Tusindvis af husstande har mandag været uden internet.
Det er kunder med Kviknet og Fastspeed i Vestjylland, som er ramt af nedbruddet, fortæller pressechef ved Norlys Michelle Hald til Ekstra Bladet.
Norlys driver nettet bag disse selskaber.
- Efter en softwareopgradering natten til mandag skete der en fejl, som betød, at 6600 kunder har været uden internet. Vores teknikere har hele dagen arbejdet benhårdt på at løse det, fortæller hun.
- Det lykkedes dem også forholdsvist hurtigt at få halvdelen af kunderne koblet på igen, men vi kan se, at der er en række kunder, der af en eller anden årsag ikke kan komme på igen, forklarer Michelle Hald.
Mandag aften arbejder teknikerne med at løse problemet for de kunder, som fortsat er berørt.
Michelle Hald kan ikke svare på hvor mange kunder, der på nuværende tidspunkt fortsat er ramt af nedbruddet.
- Vi beklager meget de gener, som det medfører for vores kunder. Vi forventer, at fejlen bliver løst i løbet af aftenen, lyder det fra pressechefen.
Præcis hvornår i løbet af aftenen, at problemet forventes løst, kan pressechefen ikke svare på.